Unge i Nuuk: Grønland er ikke klar til selvstændighed endnu

Unge vælgere vil have løst problemer med uddannelse og seksuelt misbrug, før de vil have et selvstændigt Grønland.

Grønlands løsrivelse fra Danmark har været et af de store emner i den grønlandske valgkamp.

Men da DR tog forbi gymnasiet i Nuuk og byens center for at tale med de yngste vælgere, var det ikke selvstændighed, der stod øverst på dagsordenen. Læs, hvad de siger her.

Inuuna Olsen arbejder fuld tid på Café Pascucci i Nuuk

Hvad har været vigtigst for dig i valgkampen?

- Jeg synes, at problemerne med seksuelt misbrug skal tages seriøst. Der er lang ventetid på at få hjælp, hvis man har været udsat for overgreb. Jeg kender mange, der har været udsat for overgreb.

Skal Grønland være selvstændigt?

- Vi er ikke klar til det endnu. Vi skal først hjælpe dem, der har brug for det, før vi tager det skridt. Der er så meget, der skal falde på plads først, og vi skal have økonomi til det.

Hvem stemmer du på?

- Jeg stemmer på Samarbejdspartiet, for de har lovet, at de skaffe hurtigere hjælp til ofrene. Både fra politiet, sundhedsvæsenet og psykologerne.

Fakta: Hver tredje unge grønlænder mellem 18 og 29 år svarede i en undersøgelse fra 2015, at de har været udsat for seksuelle overgreb, inden de fyldte 18 år. Syv procent svarede, at de var syv år eller yngre, første gang de oplevede seksuelt samvær med et andet menneske.

Moses Marcussen-Mølgaard går i 3. g på gymnasiet i Nuuk

Hvad har været vigtigst for dig i valgkampen?

- Vi mangler uddannede mennesker for at kunne klare os. Det er kun halvdelen, som kommer videre efter folkeskolen. De får ingen kompetencer, og det har Grønland brug for, for hvis vi skal klare os selv, skal vi skal begynde at tjene penge på andet end fiskeri og bloktilskud.

Skal Grønland være selvstændigt?

- Jeg vil gerne have, at vi styrer vores eget land 100 procent, men vi ikke gøre det på en eller anden risky måde. Politikerne snakker så meget om, at vi skal have selvstændighed om tre år eller fem år, men de baserer det på følelser. Jeg vil hellere have, at de kigger på tallene. At de ser på, hvordan vi kan klare os selv - uden samtidig at få økonomiske problemer.

Hvad stemmer du?

- På Demokraterne

Fakta: Over halvdelen af Grønlands indtægter kommer i dag fra Danmark i form af et bloktilskud.

Sandra Nielsen, går i 3. g på gymnasiet i Nuuk

Hvad har været vigtigst for dig i valgkampen?

- Det er vigtigt, at vi kigger på sundhedssystemet. Der mangler for eksempel læger, og der er lang ventetid, og personalet har ikke tid til patienterne.

Skal Grønland være selvstændigt?

- Jeg synes, det er forkert at søge mod selvstændighed nu. Det er ikke længe siden, vi er holdt op med at være en koloni. Vi er først begyndt at stå selv nu og er stadig meget afhængige af Danmark. Hvis vi bliver selvstændige, mister vi pengene fra Danmark, og hvor skal vi så finde dem?

Hvad stemmer du?

- På Demokraterne

Fakta: Halvdelen af de normerede lægestillinger i Grønland er besat af vikarer, der kun er i Grønland i kortere perioder.

Cecilie Christiansen, går i 2. g på gymnasiet i Nuuk

Hvad har været vigtigst for dig i valgkampen?

- Det vigtigste for mig er uddannelse, for det er os unge, der er fremtiden. Uddannelsessystemet er dårligt i Grønland, og så er det svært med sproget. Der er så mange, der dropper ud fra gymnasiet, fordi de ikke kan klare den danske undervisning i gymnasiet. Det vil være godt med flere grønlandske lærere.

Skal Grønland være selvstændigt?

- Jeg ved ikke, hvad jeg tænker om selvstændighed. Det er vigtig for mig, men ikke lige nu, for jeg tror ikke vi er klar til det. Det hele er gået så hurtigt, siden vi blev afkoloniseret, så Grønland kan ikke følge med. Vi er ikke klar endnu.

Hvad stemmer du?

- Jeg har ikke besluttet det endnu. Men Demokraterne eller IA

Fakta: Omkring halvdelen af den grønlandske befolkning taler kun grønlandsk. Mens 40 procent er tosprogede, og ti procent kun taler dansk. Otte procent af folkeskolelærerne taler ikke grønlandsk.

Marcus Steenholdt, går i 2. g på gymnasiet i Nuuk

Hvad har været vigtigst for dig i valgkampen?

- Vi skal fokuserer på unge og uddannelse. Vi skal have en masse unge, der kan skabe deres egne firmaer og være med til at skabe et mere bæredygtigt Grønland.

- Og så skal der være plads til alle. Der har i valgkampen været snak om, at danskere skal udelukkes fra topposter, så der er plads til grønlandske direktører og sådan noget. Det er åndssvagt, for selskaberne vil gerne have grønlandske medarbejdere, men der er ikke altid nok, der har de rigtige kompetencer.

Skal Grønland være selvstændigt?

- Det er for tidligt. Hvis vi vil være selvstændige, så er det rigtig vigtigt, at vi får bedre kompetencer. Ud af de 56.000 mennesker, der bor her, så er vi ikke kompetencer nok til at udfylde alle de poster i samfundet, som der er brug for.

Hvad stemmer du?

- På Samarbejdspartiet eller Demokraterne.

Fakta: Halvdelen af de grønlandske unge får ikke en uddannelse efter folkeskolen, og frafaldet i gymnasiet er på 50 procent.

Facebook
Twitter