Vandscooter-ulykker, chikane og motorstøj: Her har der været problemer

Vandscootere har i de seneste år ført til en række konflikter og ulykker rundt om i landet.

(Foto: Emil Thorbjörnsson © DR Nyheder)

Lyden af en fræsende vandscooter-motor, der med mere 100 kilometer i timen planer hen over vandoverfladen, har i de seneste år fået flere borgere og organisationer til at kritisere mangelfuld sikkerhed rundt om i de danske farvande.

Lørdag aften mistede to unge amerikanere livet i en ulykke med en vandscooter ved Langebro i Københavns inderhavn.

Ulykken kommer efter flere år, hvor privatpersoner og organisationer har forsøgt at råbe op om problemer med de potente maskiner.

Det er nemlig langt fra første gang, at det har været tæt på at gå galt.

Robåd smadret ud for Hellerup Strand

I sommeren 2013 brager en vandscooter på 350 kilo ind i en robåd fra Danske Studenters Roklub ud for Hellerup Strand.

Ingen af de tre roere kom fysisk til skade ved ulykken, men en af dem var meget tæt på at blive ramt. Den ene ende af robåden blev smadret ved kollisionen.

Føreren af vandscooteren blev senere ved Retten i Lyngby idømt en bøde på 10.000 kroner. Han blev samtidig frakendt retten til at føre skib i et år, skriver Lokalavisen.dk.

Se flere eksempler på alvorlige jetski- og vandscooter-ulykker i grafikken øverst i artiklen.

Ægtepars båd overdænget med vand

I juni sidste år oplevede et ægtepar fra Aarhus, hvordan to personer på en vandscooter angiveligt angreb parrets sejlbåd af flere omgange ved at sejle i høj hastighed ud mod båden, så den blev overdænget med vand.

Dengang fortalte politiinspektør Jan Andersen fra Østjyllands Politi, at den slags episoder ikke er ualmindelige i og omkring Aarhus.

- Det er jo meget afhængigt af vejret selvfølgelig, og den seneste måned har vejret jo ikke været så godt, men det er det så blevet igen, sagde politiinspektøren til DR Østjylland.

Motorstøj og chikane plager provinsbyer

Andre steder i landet er det nærmere motorstøjen og nervøsiteten blandt badegæster, der har sat dagsordenen.

I 2013 opfordrede politiet i Kolding vandscootere til at holde afstand til badegæster.

- Jeg må virkelig opfordre vandscootere og andre på jetski til at holde passende afstand, som reglerne også foreskriver, udtalte vicepolitikommissær Kai Hundrup dengang til avisen JydskeVestkysten.

I de sydfynske farvande ud for Svendborg har der i de senere år også været flere eksempler på, at vandscooterførere ikke har overholdt reglerne og har fået bøder, skriver Fyens Stiftstidende.

I Hjørring diskuterede byrådet i 2015, om man - ved at åbne for større udfoldelse med vandscootere på havet - inviterer til motorstøj og ulykker, skriver DR Nordjylland.

Vandscootere for tæt på skibe og roere

I Limfjorden nær Aalborg kom det også tilbage 2014 til sammenstød mellem vandscooter-entusiaster og de øvrige brugere af fjorden.

Havnekaptajn i Aalborg Havn, Peter Petersen, sagde dengang til DR Nordjylland, at det kunne betyde farlige situationer for de store olieskibe.

- Det er ikke rart for en kaptajn med et stort olieskib at se, at der farer vandscootere og jetski rundt omkring skibet, som gør det svært at navigere, lød kritikken fra havnekaptajnen.

Ud for Ebeltoft i Østjylland er det også kommet til karambolage mellem roere og vandscooter-entusiaster. Det har Mogens Hald, der er kajakchef i Ebeltoft Ro-og Kajakklub, tidligere fortalt til Stiften.dk.

- Jeg hører tit fra medlemmer, at de bliver utrygge, fordi vandscooterne kommer alt for tæt på, og flere klager over, at de virker provokerende.

Facebook
Twitter