Klokken var 20:35 den 4. maj 1945.

Johannes G. Sørensen sad i London som BBC’s danske medarbejder og var i gang med en nyhedsoplæsning, da han blev afbrudt af en kollega, der brasede ind i radiostudiet.

I det øjeblik fik han overbragt nyheden om, at tyskerne havde overgivet sig i Nordvesttyskland, Holland og Danmark.

Den skelsættende nyhed gik videre til de danske radiolyttere få sekunder efter:

- I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery (britisk feltmarskal, red.) har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.

Mens mange danskere hørte budskabet i radioen og efterfølgende flåede mørklægningsgardinerne væk fra vinduerne, var der også danskere, der intet anede om befrielsen, før den officielt fandt sted den 5. maj.

En af dem er Per Vagn Lindeblad. Han tilbragte de sidste tre måneder af besættelsen i fængsel, fordi han havde ydet modstand mod tyskerne.

- Vi stod mellem barakkerne i Frøslev, hvor vi stod til appel. Vi stod pænt, som vi plejede at gøre. Og så bar den danske ledelse en flagstang med Dannebrog frem. Og så kom der så meddelelse om, at Danmark var befriet, fortæller Per Lindeblad, som i dag er 91 år.

Modstand for gud, konge og fædreland

Fem år før befrielsen blev grundstenen lagt til Per Lindeblads senere fængsling med tysk bevogtning.

Han var en ung knægt på 14 år, da tyskerne kom marcherende ind fra Langelinje og videre ind gennem København den 9. april 1940. Han og hans familie boede i Bredgade i det indre København, og fra vinduerne kunne han se til, mens vogne og soldater rullede ind:

- De var jo nogle forfærdeligt flotte fyre. De kom i fire geledder. Meget flotte soldater, der kom marcherende ned gennem Bredgade fra Langelinje. De havde ligget i båd og lå til ude ved Langelinje. Ingen havde jo rigtig opdaget det, før det var for sent, fortæller Per Lindeblad.

Og allerede der vidste han, at han ikke bare ville se til, mens den tyske hær indtog hans fødeby – og resten af hans land.

Per Lindeblad voksede op i Bredgade, hvor han flere gange mødte Christian den 10., og han så livgarden komme marcherende hver dag klokken 12, fra han var spæd.

Det var et kvarter, hvor gud, konge og fædreland var i højsædet.

- Jeg var opvokset i den ånd. Og var spejder. Det førte til, at jeg kom ind i Konservativ Ungdom, og derfra kom jeg ind i BOPA, som var den borgerlige modstandsbevægelse under besættelsen.

- Vi ville ikke finde os i besættelsen. Den fornedrelse, siger han.

Modstanden mod tyskerne startede i det små. Nærmest som drengestreger, som Per Lindeblad selv betegner dem.

Han og vennerne pillede tyskernes skilte ned, så soldaterne ikke kunne finde vej. Han hentede blade i byen og delte dem ud til venner og bekendte, lagde dem på pladser med mange mennesker.

- Vi fik dem udleveret inde på Strøget i en kafferestaurant. Der myldrede vi ind på cykel og kørte af sted med alle de illegale blade. Tyskerne opdagede ikke noget. Det har jeg tit moret mig over, siger Per Lindeblad.

Knappe ressourcer med et enormt sammenhold

Mens besættelsen stod på, levede danskerne med rationering i fem år. Og det er knapheden og restriktionerne for alt, Per Lindeblad husker, når han tænker på forholdene dengang.

Alt var rationeret. Alt var kontrolleret. Der var krav om, at lamper kun måtte lyse med en bestemt styrke. Uafhængig information var forbudt.

- Man følte et tryk hele tiden, og der var nogle gange spærretid, og man skulle spare på gassen. Men midt i grusomhederne var der et enormt sammenhold – både blandt modstandsfolk og blandt naboer.

Når luftalarmerne lød om aftenen, måtte alle i beskyttelse i kældre. Og i ejendommen i Bredgade holdt der en chokoladeforretning til i kælderen. Her blev der sat chokolade frem hver aften.

- Jeg har ikke hørt om andre, der spiste chokolade i kælderen, mens flyene bombede udenfor, siger Per Lindeblad.

Når Per Vagn Lindeblad i dag ser på de tændte lys i vindueskarme, er det også de ting, han husker bedst. Grusomheden og sammenholdet, der prægede de fem forbandede år i Danmark.

- Der var jo et enestående sammenhold. Sådan er det, når der sker sådan noget. Så holder befolkningen sammen. Man tænker ikke over de ringe kår, mens det står på, siger han.

Bombelageret i cykelskuret

Sammenholdet fandt Per Lindeblad særligt blandt modstandskammeraterne i BOPA. Sammen med dem huserede han i stort set hele København.

Som besættelsen skred frem, blev deres modstand mod tyskerne voldsommere, og det var ikke længere drengestreger.

Cykelskuret i Bredgade blev i de år ikke brugt til at opbevare cykler. I stedet var det bomber, detonatorer og andet isenkram, der kunne holde tyskerne stangen, som optog pladsen i ejendommens gård.

En begivenhed står helt klart for modstandsmanden i dag – hans første egentlige angreb på en bygning, hvor tyske soldater skulle holde til. Det var i 1942 eller måske først i 1943. Per Vagn husker ikke det præcise årstal, men han husker begivenheden.

- Vi hældte benzin over det hele og åbnede op for gashanerne og satte brandbomber på trapperne. Vagterne var blevet bundet og lå nede i et baghus. Der var også nogen, der smed en bombe ned gennem skorstenen. Og så eksploderede den nede i ejendommen, så den blev ubeboelig, fortæller Per Lindeblad.

Stukket af en bekendt

Hans forældre vidste godt, at han var imod tyskerne. Det var de også selv. Hos forældrene i Bredgade boede der tit jøder eller folk, der var eftersøgt. Som 15-årig fik den unge knægt egen indgang til boligen på tredje sal, hvor han kunne smutte ind og ud i løbet af natten, for så at ligge artigt i sengen, når mor kom op om morgenen.

Men en dag gik det galt for den unge mand.

En i politigruppen viste sig at være stikker, og han angav Per Vagn til tyskerne. Og så blev han taget og sat i fængsel. Det var den 9. februar 1945. Først sad han i politigården, så i Vestre Fængsel. Sidste stop blev Frøslev i Sønderjylland.

I Frøslev blev Per gennemtæsket og sparket. Men det var også her, at han fik overbragt den måske bedste nyhed i fem år.

Hvor de fleste andre danskere fik besked om befrielsen den 4. maj, anede han og hans cellekammerater ikke, hvad der var sket, før flagstangen med Dannebrog blev båret frem mellem barakkerne.

- Det var så rørende. Nu var det virkelig overstået. Det var meget smukt. Men det var så pludseligt, at det kom, siger han.

De fleste af dem, Per Lindeblad sad inde med i Frøslev var københavnere, og de fik togbillet hjem til hovedstaden, hvor befrielsen for alvor blev fejret.

Selv meldte han sig til grænseværnet, og efter to uger som vagt i Frøslev, hvor det nu var nazisterne, der sad inde, tog han til grænsen.

Der tjekkede han alle tyskere, der rejste ud af Danmark. Der er særligt én ting, som Per Lindeblad husker, at han tog fra tyskerne. Skinke i ovale dåser. De lå nærmest som et bjerg ved grænsen efter en vagt var slut, fortæller han.

Mens Per Lindeblad havde set tyskerne marchere ind ad Bredgade i lige rækker og med tungt materiel fem år tidligere, stod han nu og fratog dem skinker, våben og uniformer, mens de var på vej ud af landet.