Vareskilleren i supermarkedet forbliver væk: Fire coronatiltag, der ikke forsvinder

Håndsprit bliver permanent inventar i både biografer og dagligvareforretninger.

Sprit, afstand og aflevering af børn udenfor institutionerne er noget af det, der holder ved - selvom de officielle restriktioner nu er fortid. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

I dag er det farvel til alle coronarestriktionerne, men det er langt fra slut med alle de nye vaner og tiltag, der har sneget sig ind i vores hverdag de seneste to år.

Nu er det ikke længere politikerne, der udstikker reglerne for, hvor mange passagerer der kan være med den offentlige transport, eller om vi skal have mundbind på, når vi går ud og handler.

I stedet er det op til dig og mig, virksomhedsejere og ledere af offentlige institutioner at beslutte, hvilke coronaregler og tiltag der gælder.

Hvordan griber vi det ansvar an? Og hvilke tiltag er kommet for at blive - i hvert fald lidt endnu? Det kan du blive klogere på her.

1

Håndsprit

Håndsprit er kommet for at blive flere steder. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

Knastørre hænder og den sjove dunst af tequila på fingrene er langt fra fortid. Rigtig mange steder bliver håndsprit nemlig fast inventar - også efter farvellet til restriktioner i dag. Det gælder alt fra dagligvareforretninger til indkøbscentre og biografer.

Blandt andet hos Nordisk Film Biografer er håndspritten kommet for at blive, fortæller direktør Casper Bonavent.

- Det er et tiltag, der er nemt og hurtigt. Det kræver ikke meget af os, og vi ved, at gæsterne synes godt om det, siger han.

Det samme gælder i dagligvareforretninger lyder det fra de to store koncerner Coop og Salling Group. Blandt andet i Bilka i Esbjerg, som er ejet af Salling Group, har man valgt at holde fast i spritten.

- Vi kan jo stadig læse, at smittetallene er forholdsvis høje, og dem ønsker vi at reducere så meget som muligt her i Bilka, siger varehuschef i Bilka Esbjerg, Henrik Mogensen.

Hos Coop har man ingen planer om nogensinde at fjerne håndspritten fra indgangen til dagligvareforretningerne. Kunderne er glade for det, og det kan også beskytte mod andre ting, fremhæver analysechef Lars Aarup.

- Det tror jeg bliver en fast del af det at drive butik i fremtiden, siger han.

2

Farvel til mor og far udendørs

Leder af daginstitutionen Troldehulen, Debbie Bisgaard Jensen (tv.), modtager stadig børnene udenfor institutionen om morgenen. (Foto: Bo Bechsgaard DR Syd)

Udendørs aflevering af børn i institutioner er også et af de coronatiltag, der består flere steder.

Det gælder blandt andet daginstitutionen Troldehulen mellem Esbjerg og Varde, hvor forældre fortsat må kysse deres guldklumper farvel ved lågen, mens pædagoger iført voksenflyverdragt og reflekser tager imod dem på den anden side.

Og det er helt i orden, mener flere af forældrene.

- Jeg synes, det er så fint. Når vi afleverer her, mindsker vi forhåbentlig smitten. Vi ønsker jo ikke, at det skal lukke ned, så vi ikke kan få passet vores børn, siger Maria Hilding, der er mor til Theodor på fire år.

Og det er netop formålet med at holde fast i coronatiltagene, som opretholdes efter ønske fra personalet, fortæller leder af Troldehulen, Debbie Bisgaard Jensen.

- Det er simpelthen for, at smitten ikke skal tage overhånd. Lige nu har vi ikke problemer med, at børnene kan komme. Og det skal vi blive ved med, siger hun.

Udover udendørs farvel vil ungerne stadig blive opdelt – båden på stuerne og på legepladsen. Og når forældre henter, er det også stadig iført mundbind, hvis de går indenfor.

Debbie Bisgaard Jensen forventer at holde fast i coronatiltagene i to til tre uger endnu.

3

Ekstra rengøring

Niels Bjerren Sørensen gør rent i sin lejlighed i Ørestaden, København, den 2. April 2020. Detailkoncernen Coop har undersøgt, hvordan danskerne har ændret deres indkøb under coronakrisen. Salget af bage- og rengøringsartikler er steget væsentligt.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

Når man i fremtiden skal slænge sig i et biografsæde med popcorn i hænderne, kan man regne med, at biografsalen har gennemgået en omfattende rengøring og afspritning, før gæsterne bliver lukket ind.

Sådan er det i hvert fald hos Nordisk Film, som har tænkte sig at bibeholde den ekstra rengøring, der er blevet sat i værk under pandemien.

Dels handler den øgede rengøring om at skabe tryghed for medarbejderne, og dels handler det om øget sikkerhed for gæsterne, fortæller direktør Casper Bonavent.

- Med corona er der kommet en større bevidsthed om afspritning, så det nu er alle berøringsflader, der bliver tørret over, siger han.

En bedre hygiejne bliver hængende flere steder. Blandt andet også, når man skal en tur ud i landet med DSB. Her har der været ekstra fokus på rengøring af kontaktflader under pandemien, og det vil der også være efter i dag, oplyser kommunikationsafdelingen.

Også det lille mærke med 'brug albuen'-ikonet ved togenes døre vil forblive fast inventar på togsættene. Opfordringen til ikke at sætte nallerne på samme knap som rigtigt mange andre skal - ligesom ekstra rengøring - forhindre at smitte kan sprede sig mellem togpassagerer.

4

Afstand

(ARKIV) Super Brugsen har sat tape i gulvet for at markere afstand mellem kunderne, i Brøndby tirsdag den 17. marts 2020. Det skal mindske smitterisikoen. Statsminister Mette Frederiksen (S) forbereder i et interview på TV2 borgerne i Danmark på, at de nuværende restriktioner sandsynligvis bliver forlænget. Det skriver Ritzau, mandag den 11. januar 2021.. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix) (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Ritzau Scanpix)

Noget af det, der er blevet gentaget flest gange fra myndigheder og politikere under pandemien er, at afstand er alfa omega for at begrænse smitte.

Og også efter i dag vil der flere steder være tiltag, der skal sikre, at vi ikke kommer alt for tæt på hinanden i det offentlige rum.

I supermarkederne vil der eksempelvis stadig være pile på gulvet, der sikrer, at vi holder god afstand i køen til kassen, fortæller Lars Aarup, som er analysechef i Coop.

Og så er der den lille aflange klods, man plejede at smide på båndet for at skille egne varer fra andres i supermarkederne.

Den kan man kigge længe efter i Salling Groups forretninger i den kommende tid, fordi dens fravær er med til at sikre, at de handlende ikke klumper for meget sammen ved kassen, forklarer kommunikationsmedarbejder Emmelie Christensen.

- Det sikrer, at man ikke stimler for meget sammen omkring kassen, siger hun.