Varetægtsfængslet superhackers forhold undrer forsvarsadvokater

Den svenske superhacker Anakata sidder varetægtsfængslet i Danmark under ekstremt restriktive forhold, mener flere forsvarsadvokater.

En times frisk luft i fængselsgården om dagen, en times kontrolleret besøg af mor om ugen og 1-2 bøger om måneden. Det er hverdagen for en svensk hacker, der er varetægtsfængslet i Danmark. Flere advokater undrer sig. - Det er meget usædvanligt, siger garvet forsvarsadvokat.

En times frisk luft i fængselsgården om dagen, en times kontrolleret besøg af mor om ugen og 1-2 bøger om måneden.

Det er hverdag for den svenske superhacker, Gottfried Svartholm, der siden november 2013 har siddet varetægtsfængslet i Køge Arrest.

Og det undrer flere forsvarsadvokater.

- Den er ekstrem restriktiv. Hvis man sammenligner med andre sager, for eksempel personfarlig kriminalitet, ophæver Københavns Politi gerne besøgskontrollen, når man er langt henne i efterforskningen, siger hans forsvarsadvokat Luise Høy.

Advokat: Det er meget usædvanligt

Svartholm, der kendes af netnørder som 'Anakata' og er en af stifterne af The PirateBay, er mistænkt for at have hacket sig ind i det danske politis registre og CPR-registret.

Før han blev udleveret til Danmark, afsonede Svartholm fem måneder i Sverige med adgang til aviser, internet og besøg af alle de venner, han orkede at se.

Derfor undrer det flere forsvarsadvokater, at den svenske hacker er underlagt besøgskontrol i Danmark.

- Det er meget usædvanligt, siger Henrik Stagetorn, der er en garvet forsvarsadvokat og formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater.

Afgørelser fra Højesteret udvander besøgskontrollen

Det samme mener Sysette Vinding Kruse, der er formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg.

- Forholdene er ganske almindelige i Danmark selv i banale sager. Det underlige i den her sag er, at han allerede har siddet fængslet i Sverige uden de her forhold, mener hun.

FHenrik Stagetorn støtter sig i sin kritik til tidligere afgørelser i Højesteret.

- Flere afgørelser ved Højesteret har vist, at hvis man allerede har haft kontakt til andre er besøgskontrollen udvandet og bør ophæves, siger Henrik Stagetorn.

106.000 forlanger svensk hacker løsladt

Advokaturchef ved Københavns Politi, Dorit Borgaard, har ingen kommentarer til sagen, da forsvarer Luise Høy har kæret brev- og besøgskontrollen til Landsretten.

- Vi afventer Landsrettens afgørelse, før vi udtaler os om den konkrete sag, siger Dorit Borgaard.

I dag afleverer det danske PiratParti 106.000 underskrifter i Justitsministeriet som et led i deres kamp for Gottfried Svartholms løsladelse.

Facebook
Twitter