Varmebølgen svinger: 10 graders forskel på tværs af landet

Mens der onsdag er målt 31,1 grader ved København, må man i Nord- og Vestjylland nøjes med højst 20 grader.

Sol og sommer på Svanemøllen Strand i København. Onsdag er årets hidtil højeste temperatur målt i københavnsområdet. (Arkivfoto) (Foto: Bax Lindhardt /Scanpix © Ritzau Scanpix)

Årets hidtil højeste temperatur - 31,1 grader - er onsdag blevet målt i hovedstadsområdet. Det skriver DMI på Twitter.

Dermed er dagen endnu varmere end tirsdag, hvor man nåede op på 30 grader i Borris øst for Skjern.

Der er dog store forskelle på temperaturerne på tværs af landet. Det er onsdag Sjælland, Fyn, Bornholm og det sydøstlige Jylland, der får de højeste temperaturer.

I Nord- og Vestjylland kommer termometrene til gengæld næppe over 20 grader.

Klokken 12 blev der konstateret regionale varmebølger i Syd- og Sønderjylland, på Fyn og dele af Sjælland.

Ifølge DMI er der tale om en varmebølge, når middelværdien af de højeste temperaturer målt over tre sammenhængende dage overstiger 25 grader.

Varmt om natten

Mens temperaturerne i dagtimerne for tiden ligger i den høje ende i store dele af landet, er det også forholdsvist varmt om natten.

Natten til onsdag blev der konstateret tropenat på en enkelt målestation.

Omkring Assens på Vestfyn kom temperaturen i nattetimerne ikke under 20 grader, som er DMI's definition på en tropenat.

Ikke siden 2000 har man så tidligt på året målt nattemperaturer, der svarer til en tropenat. Tilbage i 2000 målte man ifølge TV2 20,6 grader som laveste temperatur natten til den 21. juni.

/ritzau/

Facebook
Twitter