Ved Karup Å skal børnefamilier lære at fiske efter den invasive art signalkrebs

Den invasive art signalkrebs udgør en trussel mod både flora og fauna i de danske vandløb.

Der fiskes efter signalkrebs i Karup Å. (Foto: © (C) DR Nyheder)

Når først den er ude, er den ikke til at få væk igen.

Signalkrebsen er en invasiv art, som udkonkurrerer de hjemmehørende og nu sjældne krebsearter.

Derfor skal børnefamilier nu ind i kampen mod signalkrebsen.

Ved Karup Å i Midtjylland bliver der derfor holdt kursus i dag, hvor Lystfiskerforeningen af 1926 viser, hvordan man nemt og billigt kan sikre sig et måltid med signalkrebs.

- Det er vigtigt at fiske signalkrebs, fordi det er en invasiv art, som fortrænger den europæiske flodkrebs. Vi kan gøre et lille forsøg her, samtidig med at vi samler familier i foreningerne. Det er jo ikke normalt. Normalt foregår lystfiskeri i enegang, siger Erik Jönsson, der står i spidsen for dagens kursus ved Karup Å.

Men selvom en lille lokal blæsen til kamp mod signalkrebsen næppe kan gøre en forskel i det store billede, så er det nyttigt i det store billede, mener Morten Vissing, der er zoolog ved Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg.

- Det kan ikke gøre en forskel i bestanden af signalkrebs i Danmark, men det kan gøre en forskel i at gøre opmærksom på problemet.

- Vi vil rigtig gerne af med signalkrebsen, så vi kan bevare vores egne arter, som den desværre gør stor skade på. Men det har også vist sig at være ekstremt svært at slippe af med den igen, siger han.

En signalkrebs i Aqua Akvarium & Dyrepark i Silkeborg:

Signalkrebsen udgør en "stor trussel for flora og fauna i de danske vandløb", fortæller Morten Vissing.

- Det store problem med signalkrebsen er, at den ikke hører til i Danmark og desværre har bredt sig til næsten alle vores vandløb, hvor den gør skade både på vandløbene, men også på dyrelivet og plantelivet i vandløbene.

- Først og fremmest er den rask smittebærer af krebsepest. Derudover bliver de enormt talrige, og de graver rigtig meget i brinkerne, som derfor styrter sammen. Det giver tilsanding af vandløbene og gydebanker. De æder også fiskeyngel, fiskeæg, vandinsekter, planter, og hvad de ellers kan finde. Så på den måde så fjerner de lige så stille livet i vandløbene, siger han.

Morten Vissing fortæller, at man tidligere har forsøgt med at indfange signalkrebs, men det fik faktisk bestanden til at vokse, fordi de mindre signalkrebs, der ikke blev indfanget, trivedes bedre efter det.

- Lige nu ved vi ikke rigtig, hvordan man skal bekæmpe den, siger han.

  • Der fiskes efter signalkrebs i Karup Å. (Foto: © Michael Lyck Poulsen, DR)
  • En del af dagens fangst. (Foto: © Michael Lyck Poulsen, DR)
  • Signalkrebs kan blandt andet genkendes på den lyse plet, den har på kløerne. (Foto: © Michael Lyck Poulsen, DR)
1 / 3