Vejdirektoratet advarer: Kraftig blæst på flere broer

I løbet af lørdagen aftager vinden og bliver afløst af kraftig regn.

Natten har budt på kraftig blæst, der kan genere trafikken over flere broer. (Arkivfoto) (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Netop nu advarer Vejdirektoratet om kraftig vind ved flere broer.

Det drejer sig om Sallingsundbroen, Den Nye Lillebæltsbro, Storebæltsbroen og Langelandsbroen.

Andre steder har den kraftige blæst også drillet.

Sydøstjyllands Politi har tre gange i nat haft folk ude med motorsave for at fjerne væltede træer fra kørebanen, skriver TV SYD.

Lørdag morgen er der også en melding om vand på motorvejen på E45 Sønderjyske Motorvej i nordgående retning mellem Haderslev N og Christiansfeld. Her skriver Vejdirektoratet, at der er vejhjælp på vej.

(ARKIV) Lørdagen byder på kraftig blæst i den sydøstlige del af landet og regnvejr i den nordvestlige del. (Foto: Anders Debel hansen © Scanpix)

Landet bliver delt i to

I løbet af i dag vil vinden dog aftage i styrke og i stedet blive erstattet af regn.

Især den nordvestlige del af landet kan forvente en del regn, mens vinden her vil være aftagende.

- Midtjylland får vedvarende regn, og der kan falde 20-25 millimeter, fortæller vagthavende meteorolog ved DMI Martin Lindberg.

- Den sydøstlige del af landet vil få mest tørvejr. Til gengæld kommer der kraftig blæst med lokale vindstød af hård kuling, fortæller han videre.

Efterhånden som fronten passerer Danmark, aftager vinden.

- Men vi skal nok forvente regn de fleste steder i nat, siger Martin Lindberg.