Vejdirektoratet efter uheld: Sæt hastigheden ned på de sneglatte veje

Der er meldinger om sne- og isglatte veje flere steder i landet.

Det er især den sydlige del af Jylland, Nordfyn og Nordvestsjælland, der bliver ramt af sne. Her er det i Fredericia. (Foto: claus fisker © Scanpix)

Vintervejret med sne og blæst er begyndt at ramme Jylland, og flere biler er kørt i grøften på Esbjergmotorvejen og den Østjyske Motorvej ved Hedensted og Vejle Nord på grund af det glatte underlag.

Derfor opfordrer både Vejdirektoratet og flere politikredse i Jylland til, at man kører forsigtigt.

- Der er faldet meget sne på kort tid. Ifølge redderne på Esbjergmotorvejen får sneen ikke folk til at sætte hastigheden ned. Så det skal de altså lige finde ud af. Kør afsted i god tid, sæt hastigheden ned og tag vejrforholdene seriøst, siger Lars Camillo Axelsen, der er vagthavende ved Vejdirektoratet.

Politiet oplyser, at ingen personer er kommet til skade ved uheldene.

Ud over at køre hensigtsmæssigt bør folk, der skal ud i trafikken, holde øje med trafikinfo.dk, hvor man kan få vejdirektoratets seneste meldinger.

For selvom flere vogne salter løs i Jylland, skal bilister være opmærksomme, fortæller Lars Camillo Axelsen.

Fjern biler på Esbjerg Havn

DMI varsler, at vejret i store dele af landet vil være præget af både vindstød af stormstyrke og forhøjet vandstand.

Den forhøjede vandstand forventes at ske i aften og nat mellem klokken 20.00 og 02.00, og det er især den sydlige del af Jylland, Nordfyn og Nordvestsjælland, der ser ud til at blive ramt.

Syd- og Sønderjyllands Politi har allerede opfordret folk til at fjerne deres biler ved havnen i Esbjerg.

- Vi forventer, at vandstanden ved 21-tiden vil være 2,4 meter og cirka 40 centimeter mere et par timer efter. Det plejer især at være et problem ved Fanøoverfarten, siger vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands politi Søren Strægaard og fortsætter:

- Vi holder løbende øje med vandstanden og får Falck til at fjerne bilerne, hvis det er nødvendigt, men så skal folk jo selv betale, så vi opfordrer til, at folk selv flytter dem.

DMI forventer kuling på 14 til 18 meter per sekund fra sydvest med vindstød af stormstyrke på 25-28 meter per sekund. Det kan medføre, at tagsten blæser ned og store grene knækker eller træer vælter og spærrer tog- og vejstrækninger.

Vinden tager for alvor til i eftermiddag og aften. Storebæltsbroen skriver på sin hjemmeside, at man skal være opmærksom, når man kører på broen på grund af den kraftige blæst.

Ifølge Lars Camillo Axelsen fra Vejdirektoratet vil der højst sandsynlig komme nogle restriktioner på broerne sent i aften, hvis vinden bliver så kraftig, som DMI forventer.

- Vi følger meget med i vinden, og ved nogle af broerne bliver det værst i aften. Heldigvis er der ikke så mange trafikanter på vejene på det tidspunkt, siger han.

Befinder du dig i sne- eller stormvejret, så send gerne dit vejrbillede til vejret@dr.dk eller 1212@dr.dk.