Vejle blev 'Danmarks Venedig': Voldsom regn skyllede sko og burgere væk

Flere oversvømmelser i Vejle i Østjylland efter fredagens omfattende regn.

Fredag aften forvandlede store mængder vand Vejle til en dansk udgave af Venedig. Særligt Vedelsgade i den østjyske by blev hårdt ramt.

Her fik blandt andet en skobutik oversvømmet julevarerne.

- Jeg var grædefærdig, jeg tænkte nej, nej, nej, ikke igen. Alt det her arbejde. Ikke nok med at butikken lukker i flere uger nu her, jeg skal jo til at tælle sko op, siger Bettina Ebbesen Hansen, indehaver af City Sko.

Skråt over vejen blev Byens Burger & Cafe ligeledes hårdt ramt.

- Vi fik at vide sidste gang i 2016, at det ikke sker igen. Specielt ikke i Vedelsgade, men det skete igen, siger indehaver Said Moosavi.

Ikke bare Vejle blev skyllet grundigt igennem af de store mængder regn.

Særligt Syd- og Sønderjylland blev hårdt ramt og i Vejen mellem Esbjerg og Kolding faldt en halv måneds regn i løbet af bare et døgn.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk