Vejlegården åbner igen: Amin Skovs kone bliver bestyrer

Restaurant Vejlegården åbner igen i denne uge, og det bliver Amin Skovs kone, der bliver bestyrer af restauranten nu.

Amin Skov gik konkurs med restaurant Vejlegården i marts. Nu åbner restauranten igen. (Foto: DR © DR)

Restaurant Vejlegården åbner igen, efter ejeren Amin Skov måtte lukke restauranten i starten af marts.

Men denne gang skal Amin Skov stå i køkkenet, og hans kone, Maria, bliver bestyrer af restauranten.

- Jeg skal være ude i køkkenet det næste stykke tid, hvor jeg i samarbejde med kokkene blive enige om nogle spilleregler og kvalitetslinjer. Det er noget med arbejdsfordelingen at gøre, men det er et teamwork, så mon ikke, vi begge to kommer til at være begge steder, siger Amin Skov til dr.dk.

Ansat på Vejlegården

Inden Vejlegården gik konkurs ejede Amin Skov selskabet Vejlegården A/S, men nu er Vejlegården ejet af 25 private investorer, der har postet penge i at genåbne restauranten.

- Vi har ingen andel i det nye Vejlegården, og vi har ikke lagt nogen penge i det. Vi er ansatte, forklarer Amin Skov og understreger, at han ikke har lagt penge i genåbningen af Vejlegården.

Amin Skov og hans restaurant blev kendt i hele Danmark, da fagforeningen 3F i sommeren 2012 valgte at blokere restauranten i protest mod, at Amin Skov havde tegnet overenskomst med Krifa i stedet for 3F.

Sammenfald med 1. maj

Han fortæller, at restauranten åbner i denne uge - og muligvis 1. maj. Men åbningstidspunktet har intet med arbejdernes kampdag at gøre, forsikrer han.

- Det er rent og skær et sammenfald. Det har noget at gøre med, hvornår håndværkere og så videre er klar. Datoen er et rent sammenfald, og der skal ikke lægges noget i, at det er omkring 1. maj, forsikrer Amin Skov.

I december blev Amin Skov indlagt med røgforgiftning, efter en brandstiftelse på Restaurant Vejlegården.

Sigtelsen er opretholdt

I januar blev Amin Skov sigtet og anholdt for at stifte branden selv og for forsikringssvindel. Han blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Kolding, men blev løsladt efter grundlovsforhøret.

Men på trods af løsladelsen har politiet opretholdt sigtelsen.

- Vi er ved at færdiggøre efterforskningen, og inden for ganske kort tid bliver den afleveret til anklagemyndigheden. Der er ikke nogen ændringer i forhold til sigtelsen, siger efterforskningsleder Brian Voss til dr.dk.

Facebook
Twitter