Vejrguderne modarbejder elprisen: Forvent dyr el i december

Lave temperaturer giver højere priser i løbet af december.

Flere dele af Jylland fik i den grad de faldende temperaturer at mærke her i november. Den 21. november ramte snevejret Fausing. (Foto: © Bo Amstrup, Ritzau Scanpix)

Det er ved at blive koldt, det bliver tidligere mørkt, og du er uden tvivl fristet til at skrue lidt ekstra op for varmen og sætte lidt ekstra fut under julelysene.

Men som en The Julekalenders nåsåer, Benny, ser det ud til, at elpriserne er klar til at ødelægge den gode julestemning.

Efter en længere periode, hvor elpriserne faktisk har ligget på et relativt lavt niveau, er de nu igen på vej opad.

I dag nærmer elpriserne sig ifølge Andel Energis beregner sig de fem kroner i perioder med spidsbelastning. Dertil skal lægges transport og afgifter.

Markedet forventer dyr december

Og desværre skal vi indstille os på, at det kan se sådan ud noget tid endnu. Også selvom flere måske allerede er gået i gang med julelysene og har smidt de første julekager i ovnen.

- Vi kan ikke sige, præcis hvor lang tid det kommer til at vare, men vi kan se, at det her vejr kommer til at vare den næste uge til halvanden i hvert fald. Og markedet forventer sådan set også, at det måske vil række helt ind i januar måned, siger Jack Michael Kristensen, der er funktionschef hos Andel Energi.

Det skyldes simpelthen, at vi lige nu står i en dårlig cocktail af lave temperaturer og begrænset vind til vindmøllerne.

- Priserne stiger, fordi det er blevet koldt i Europa, og vinden har lagt sig. Derfor skal vi ud og købe vores energi i Tyskland til en langt højere pris, fordi det i højere grad er gaspriserne, der styrer prisen der, siger Jack Michael Kristensen.

Vandenergi fra nabolande svigter også

Dertil skal man så lægge, at flere svenske og norske vandenergifaciliteter også har fået naturen imod sig, lyder det fra råvarestrategichef i Saxobank Ole Sloth Hansen.

- Lave vandstande i Norge og Sverige har også gjort, at deres produktion ikke er på det niveau, vi har set tidligere, siger han.

Han peger ligesom Jack Michael Kristensen på, at det nok er en meget god idé at ønske sig et par varme sweatre til jul.

- Jeg er jo ikke meteorolog, men de prognoser, jeg ser, peger altså på, at vi går ind i en koldere vinter, end vi plejer, og så ved vi også, at der vil være en meget større efterspørgsel på gas.

- Der er en overvejende risiko for, at prisen vil være høj her de kommende uger, og risikoen er der for, at priserne vil være højere hele vinteren, siger Ole Sloth Hansen.

Derfor kan han også kun opfordre danskerne, der gerne vil have lidt ekstra at købe julegaver for, til at holde fast i mange af de vaner, flere af os har fået på grund af de enormt høje energi priser, vi så tidligere på året.

- Man skal bruge sin app, holde øje med hvornår priserne er billigst og ellers være lidt fleksibel i forhold til at bruge strøm i hjemmet, siger Ole Sloth Hansen.

Bliv klogere på energipriser her:

Explainer: Hvorfor stiger elpriserne?