Vejrudsigt med 90 km/t: Kan Søren Jacobsen levere femdøgnsprognosen fra Danmarks hurtigste rutsjebane?

DR Vejret besøger Djurs Sommerland på turen rundt langs Margueritruten.

DR Vejrets tv-meteorolog Søren Jacobsen har leveret mange femdøgnsprognoser. Men det er så vidt vides første gang, han har lavet den med 90 km/t.

Sommervejret fortsætter i de kommende dage. Visse steder med blæst, og lokalt temperaturer op til 27 grader.

Sådan lyder noget af vejrudsigten for de kommende dage. I hvert fald ifølge den femdøgnsprognose, som DR Vejrets tv-meteorolog leverede mandag.

Men i modsætning til Søren Jacobsens normale rolige fremtoning på skærmen, så foregår det helt anderledes eksplosivt ombord på Danmarks hurtigste og højeste rutsjebane.

- Der kommer enkelte regnbyger ind i… fuuååååårh, lyder det blandt andet undervejs.

DR Vejret er på sommertur rundt i Danmark og sender ‘Vores Sommervejr’ fra Margueritruten. Den 3.600 kilometer lange turistrute bragte mandag vejrkaravanen til Nimtofte mellem Grenaa og Randers.

Her ligger Djurs Sommerland og rutsjebanen ‘Piraten’, der ifølge forlystelses-kendere netop er kåret til verdens 6. bedste stålrutsjebane.

Derfor var det nærliggende, at den rutinerede tv-meteorolog skulle have en faglig udfordring langt fra Dokk1 i Aarhus, hvor Søren Jacobsen og ‘Vores vejr’ normalt sender klokken 18.55.

Se hvordan det gik og hør, om du kan forstå hvordan vejret bliver i den kommende uge. Den rigtige vejrudsigt? Den kan du se her.

DR Vejret fortsætter i den kommende uge rundturen langs Margueritruten. Tirsdag er vejrkaravanen i Fredericia og onsdag sender Søren Jacobsen fra Givskud Zoo syd for Vejle.