Venskabsforening raser: Primitivt at fjerne busreklamer

Fatih El Abed er forarget over, at Movia har besluttet at fjerne Israel-kritisk reklame fra københavnske busser. "Bestyrelsen handler mod ytringsfriheden," siger han.

Kampagnen opfordrer folk til at boykotte produkter fra de isrealske bosættelser på Vestbredden. (© nejtaktilbsp.dk)

- Hvis det handler om klager, kan jeg love dem for, at inden for få dage, har de fået mindst 500 klager. For mig at se har bestyrelsen handlet mod ytringsfriheden.

Sådan raser formand for Dansk Palæstinensisk Venskabsforening Fatih El Abed, efter busselskabet Movia i dag besluttede at fjerne en reklame fra deres busser, som opfordrer folk til at holde sig fra produkter fra de israelske bosættelsesområder.

Selskabet begrunder beslutningen med, at mange har klaget over reklamerne, som bestyrelsen derefter har fundet 'unødvendigt stødende'.

Den køber Fatih El Abed dog ikke.

- Der er ikke noget stødende i den her kampagne. Den lever op til og er i fuldstændig overensstemmelse med den danske regerings politik, EU's politik og FN's internationale retningslinjer og beslutninger, siger han.

- Jødedommen er fredelig

- Jeg synes, det er primitivt. De har overhovedet ikke sat sig ind i den her sag, men har kun handlet på baggrund af nogle klager. Jeg gad godt vide, om der ligger mere til baggrund for den her beslutning, fortsætter han.

Danmarks udenrigsminister, Martin Lidegaard (R), skrev for under 14 dage siden under på et brev, der sammen med 15 andre lande opfordrer EU's udenrigschef til at fremskynde processen med at få indført en mærkeordning på varer, der kommer fra de israelske bosættelser på Vestbredden.

Og det er lige netop, hvad Dansk Palæstinensisk Venskabsforening arbejder for med deres kampagne.

Movia har dog efter at have modtaget klagerne vurderet, at det er for svært at adskille staten Israel fra jødedommen, og at den derfor går imod selskabets regler om, at man ikke må reklamere for religiøse budskaber.

Det fortæller dog Fatih El Abed, at Movia slet ikke har sat sig ordentligt ind i sagen.

- De går ind og begrunder med noget, som vi har arbejdet for i mange år, nemlig at staten Israels handlinger intet har at gøre med jødedommen, som er en fredelig religion. Men de går ind og sidestiller Israel med jødedommen, og det er fuldstændig langt ude og bygger på uvidenhed, siger han.

Kampagne vil gå landsdækkende

Han påpeger i øvrigt, at kampagnen blev godkendt af reklamebureauet for to måneder siden, og at den gik igennem bureauets både etiske og juridiske retningslinjer.

Derfor vil Dansk Palæstinensisk Venskabsforening gå videre med kampagnen trods modstand fra Movia.

- Nu er der endnu større interesse for kampagnen. Jeg har fået så mange henvendelser de sidste to timer, at jeg ikke kan følge med. Folk støtter fuldt ud, at kampagnen nu går landsdækkende, siger han.