Venstre: Brugerbetaling for uddannelser

Brugerbetaling vil få de studerende til at blive hurtigere færdige med deres uddannelser, mener Venstre.

De borgerlige partier vil have nedsat en hurtigtarbejdende kommission, som blandt andet skal undersøge muligheden for brugerbetaling i uddannelsessystemet, skriver Berlingske.

Social slagside

Venstres uddannelsesordfører, Esben Lunde Larsen, erkender, at det er klart, at brugerbetaling kan have en social slagside.

- Men brugerbetaling kan også medvirke til, at studerende bliver hurtigere færdige og mere målrettede. For når man selv har betalt for en vare, så strammer man sig ekstra an, tilføjer han.

Fordele og ulemper

Kommissionen skal opveje fordele og ulemper ved brugerbetalingen og sammenligne med andre lande, og Venstre ønsker resultater af arbejdet inden for et år.

Dansk Industri kalder Venstres forslag fremragende.

Minister afviser betaling

Til gengæld afviser den radikale uddannelsesminister, Morten Østergaard, tanken:

- For os er det fuldstændig grundlæggende, at der er fri og lige adgang til uddannelse, og at pengepungen på ingen måde må spille en rolle. Så det siger jeg nej til, siger Morten Østergaard.

Facebook
Twitter