Venstres finansordfører Jacob Jensen får 50.000 kroner om året for at være i bestyrelsen for havbruget Musholm. Samtidig sidder han i Folketingets miljøudvalg og behandler en lov, der giver mulighed for flere havbrug til gavn for blandt andet Musholm.
Det er problematisk, mener Knut Gotfredsen, formand for antikorruptionsforeningen Transparency International.
- I dette tilfælde bør Jacob Jensen erklære sig inhabil i de spørgsmål, der har så tæt forbindelse til den virksomhed, han sidder i bestyrelsen for, siger Knut Godfredsen til Efterforskerne på P1.
Lovgivningen ikke kun rettet mod Musholm
Men Jacob Jensen selv mener ikke, det er problematisk, at han sidder i Folketingets miljøudvalg og behandler lovgivning om havbrug. Lovgivningen er nemlig rettet mod alle havbrug og ikke kun Musholm, hvor Jacob Jensen sidder i bestyrelsen:
- Hvis det var sådan, at man ikke må bevæge sig udenfor Christiansborg af frygt for, at man blev beskyldt for at være inhabil, så vil det være voldsomt svært. Og så vil lovgivningen i al beskedenhed ikke blive lige så gennemarbejdet som ellers, siger Jacob Jensen til Efterforskerne på P1.
Da Venstre var i opposition stillede Jacob Jensen to gange to spørgsmål til den daværende fødevareminister om mulighederne for at udvide havbrug. Første gang var i 2012 og anden gang var i 2014.
Han blev medlem af Musholms bestyrelse i 2013. Men de spørgsmål har ikke noget at gøre med hans bestyrelsespost, siger han:
- Jeg er med i bestyrelsen i Musholm, fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi som folketingspolitikere er med til at engagere os i det omkringliggende samfund, siger Jacob Jensen.
Han understreger, at Musholm har valgt ham på grund af hans kompetencer som økonom og erhvervsjurist, hans erhvervsbaggrund fra Mærsk, samt at han er uddannet som professionelt bestyrelsesmedlem fra CBS.
Ingen regler for Folketingsmedlemmers habilitet
I Danmark er der i dag ikke regler for folketingsmedlemmers habilitet, så der er intet juridisk i vejen med det, Jakob Jensen gør. Men det er der etisk, mener formand for antikorruptionsforeningen Transparency International, Knut Gotfredsen.
Han henviser til regler der gælder for offentligt ansatte og for hvornår et regionsrådsmedlem eller et medlem af en kommunalbestyrelse er inhabil.
- Det fremgår tydeligt, at man skal trække sig, når man er inhabil. Man kan simpelthen ikke deltage i forhandling eller behandling af en sag, når man har klare økonomiske interesser, forklarer Knut Gotfredsen.
Ifølge kommunalforsker Roger Buch på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, så kunne Jacob Jensen have et problem, hvis han sad i kommune eller en region, og ikke i Folketinget:
- Hvis man forestillede sig, at det var en kommune eller et regionsråd, der sad og behandlede den her tilsvarende sag, som ville øge mulighederne for at udvide havbrug, så vil der være god chance for, at man vil sige, at den pågældende politiker, ville være inhabil, siger han til Efterforskerne på P1.
Tidligere sager om habilitet
Tidligere har Ekstra Bladet beskrevet, hvordan miljøminister Esben Lunde Larsen (V) modarbejdede nogle konklusioner fra Trafikstyrelsen, der gjorde, at han og hans familie ikke kunne få en økonomisk gevinst ved at sætte vindmøller op på sin grund.
Og sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (V) er blevet kritiseret for at spørge daværende kulturminister, om et museum, hendes mor var i bestyrelsen for, ville få støtte fra staten.
Men da der ikke er regler for habilitet for folketingsmedlemmer, er der ikke noget at komme efter. Ifølge Transparency Internationals formand Knut Gotfredsen, så er der behov for mere armslængde i Folketinget i dag:
- Når vi snakker om folketingsmedlemmers økonomiske interesser, befinder Danmark sig p.t. på børnehavestadiet. Man har fået vedtaget nogle regler, som er meget milde i forhold til de lande, vi gerne vil sammenligne os med. Og reelt er de frivillige, fordi der ikke er nogle sanktioner, hvis man ikke overholder reglerne, siger Knut Godfredsen.