Ventelister: Patienter venter mere end 10 uger på psykolog

Regionens pengepulje til psykologhjælp er for lille, og derfor vokser ventelisterne, mener Dansk Psykolog Forenings formand.

- Der er masser af psykologer, der har masser af tid til at behandle på den her ordning, siger Eva Secher Mathiasen, formand for Dansk Psykologforeningen. (Foto: Lars Rievers © Scanpix)

Hvis man lider af angst eller depression, der skal behandles hos en psykolog, kan ventetiden være lang.

I øjeblikket venter patienter i gennemsnit mere end 10 uger på at komme til psykolog, hvis de bliver henvist af deres egen læge. Det viser en ny undersøgelse fra Dansk Psykolog Forening.

Siden november 2012 og frem til i dag er ventetiden mere end fordoblet.

Når man bliver henvist til en psykolog via egen læge, betaler regionen to tredjedele af regningen.

Men puljen af penge, der er blevet afsat, er for lille, og derfor vokser ventetiden, mener Dansk Psykolog Forenings formand, Eva Secher Mathiasen:

- Det er ikke særlig mange borgere, de hver især må behandle for angst, for så er pengene simpelthen brugt, siger hun.

Ifølge Eva Secher Mathiasen kan ventetiden blive reduceret, hvis der bliver afsat flere penge til patienter med angst og depression.

Antallet af psykologer er nemlig tilstrækkeligt, mener hun:

- Der er masser af psykologer, der har masser af tid til at behandle på den her ordning. De mennesker, der står i kø uden for ordningen, kunne få behandling, hvis man bevilgede de penge, der skal dække de to tredjedele, som regionsandelen udgør, siger psykologformanden.

Det er Folketingets partier, der i en satspuljeaftale beslutter, hvor mange penge, der skal afsættes til den offentlige psykologordning.

Facebook
Twitter