Ventetid på skadestuer ender i trusler

Sygeplejersker oplever at blive truet af patienter eller pårørende, efter at have siddet i venteværelset i timevis.

- Nogle af mine kolleger er blevet truet, fordi patienter er vrede over at skulle sidde i venteværelset i mange timer, siger sygeplerske på Herlev Hospitals skadestue, Marie Hasle. (Foto: Thomas Schmidt Nørgaard © DR)

Når patienter på hovedstadens travleste skadestue må vente i op til 12 timer, går frustrationen ofte ud over personalet, skriver Berlingske.

Flere sygeplejersker på Herlev Hospital fortæller til Berlingske, at de er blevet truet af patienter eller pårørende, der bliver ubehøvlede og ubehagelige efter at have siddet i venteværelset i timevis.

Medarbejderne bakkes op af en trivselsundersøgelse, som Rambøll i år har foretaget blandt personalet på Herlev Hospitals skadestue, og som Berlingske er i besiddelse af. Den viser, at to ud af tre medarbejdere inden for det seneste år er blevet truet med vold, samt at hver femte medarbejder har været udsat for vold inden for det seneste år - langt over gennemsnittet for sygehuspersonalet i Region Hovedstaden.

Personalet på akutmodtagelser er traditionelt mere udsat for vold og trusler, eftersom der kan dukke berusede og narkopåvirkede patienter op.

Vrede patienter

Tillidsrepræsentant for sygeplejerskerne på Herlev Hospitals skadestue, Marie Hasle, bekræfter, at den lange ventetid får patienter til at tabe hovedet.

- Vi oplever i større grad end tidligere vrede fra patienter, fordi de skal vente så længe. De skælder ud og prøver at presse sig ind og blive behandlet, hvis de føler sig tilsidesat. Nogle af mine kolleger er blevet truet, fordi patienter er vrede over at skulle sidde i venteværelset i mange timer, siger Marie Hasle til Berlingske.

Flere initiativer sat i gang

Herlev Hospitals ledelse oplyser, at flere tiltag er sat i værk for at forbedre arbejdsmiljøet, blandt andet via eksterne konsulenter, ligesom der arbejdes på at sikre en bedre kommunikation om ventetiden. Berlingske beskrev i går, hvordan læger og sygeplejersker på Herlev Hospitals skadestue slår alarm. Der er for mange patienter til for lidt personale, og det resulterer i urimeligt lange ventetider, patienter der må ligge på gangene, og patienter der ikke bliver tilset til tiden.

Politikere i Region Hovedstaden vil nu indføre et loft over ventetiden på skadestuerne. De er også parate til at afsætte flere penge til at styrke indsatsen og få ventetiden afkortet.

Facebook
Twitter