Verden rundt: Se hvor medicinsk cannabis er lovligt

De danske myndigheder er afventende, men rundt omkring i verden har flere lande valgt at legalisere medicinsk cannabis.

De danske myndigheder er afventende, men rundt omkring i verden har flere lande valgt at legalisere cannabis til medicinsk brug. (Foto: Christian Als © Scanpix)

Flere lande har i de senere år lovliggjort brugen af medicinsk cannabis til syge.

Et flertal af danskerne mener, at Danmark burde gå samme vej. I en meningsmåling foretaget af analysefirmaet Infact for programmet DR2 Undersøger viser, at syv ud af 10 danskere vil gøre cannabisprodukter lovligt til medicinsk brug, selvom det ikke er godkendt som lægemiddel.

Herunder får du et hurtigt overblik over nogle af de lande, som har legaliseret medicinsk cannabis.

USA21 stater har i forskelligt omfang valgt at afkriminalisere cannabis til medicinsk brug.

I Colorado har man desuden valgt at afkriminalisere cannabis til rekreativt brug, og derudover kan enhver borger dyrke op til seks cannabisplanter hjemme hos sig selv.

Oveni er det muligt at købe cannabis i et af statens mange såkaldte "dispensaries", en slags butik og apotek, der udelukkende beskæftiger sig med salg af og vejledning i medicinsk cannabis.

Billede fra et cannabis ”dispensary” i Denver, Colorado, hvor borgerne kan få udleveret medicinsk cannabis.

Holland

Siden 2003 har syge hollændere kunne købe medicinsk cannabis på landets apoteker med en recept i hånden.

Udover salg står staten også for produktion og kvalitetskontrol af cannabissen.

Med lovændringen i 2003 ønskede den hollandske stat blandt andet at komme den stigende selvmedicinering med cannabis til livs.

Derudover ville man gerne tilbyde patienterne et ensartet produkt uden f.eks. tungmetaller og pesticidrester, som hash fra coffeeshops ofte indeholder.

Israel

Medicinsk cannabis har været tilladt i landet siden begyndelsen af 1990erne.

Det gives primært til kræftpatienter, folk med en lang række mennesker med kroniske smerter og patienter med posttraumatisk stresssyndrom.

I Israel har man et såkaldt cannabis-instruktørteam, der instruerer patienterne i at ryge, spise, eller smøre cannabissen på kroppen, afhængigt af lidelsen.

Man anslår, at der i 2012 var 10.000 cannabispatienter i Israel.

Uruguay

Det er ikke strafbart at besidde cannabis til personligt brug i Uruguay, og loven udspecificerer ikke noget minimumsforbrug for enkeltpersoner.

Det betyder i praksis, at folk må opbevare meget store mængder cannabis, selvom det ikke anses som lovligt, hvis man har videresalg for øje.

I slutningen af 2013 vedtog landets senat imidlertid en lov, der legaliserer og regulerer både produktion og salg af cannabis.

Loven forventes at træde i kraft i begyndelsen af 2014, og dermed anses cannabis som fuldt legaliseret i landet.

Portugal

I 2001 valgte landet at afkriminalisere cannabis til eget forbrug.

Det betyder, at hvis man har op til 25 gram tørret plante på sig, så er det lovligt.

Har man mere end denne mængde, så risikerer man en bøde, da myndighederne vurderer, at det overstiger ens eget personlige forbrug.

Canada

Den canadiske cannabislovgivning er i øjeblikket til revision og den juridiske situation er derfor uafklaret.

Landet producerer dog årligt omkring 400 kilo cannabis til medicinsk brug, og sundhedsmyndighederne rådgiver patienterne omkring brug af medicinsk cannabis.

Rådgivningen består blandt andet i at give patienterne information om hvordan cannabis virker, samt hvordan de får en medicintilladelse til cannabis.

Canadiske læger kan også modtage rådgivning omkring medicinsk cannabis og behandling af patienter fra sundhedsmyndighederne.

Danmark

I programmet 'DR2 Undersøger: Syge danskere på hashmedicin' kan du komme helt tæt på nogle af de danske patienter, der behandler sig med cannabis. De selvmedicinerer sig imod de danske myndighedernes officielle anbefalinger. Se programmet her.

Kontant på DR1 sætter også fokus på brugen af medicinsk cannabis. Se med klokken 21.00 i aften.

Facebook
Twitter