Verdens første gravide mand til danske mænd, der venter sig: Tro på jer selv

Thomas Beatie fødte sit første barn i 2008. Snart vil danske transmænd også få børn.

Hele familien på besøg i Stockholm i 2011. (Foto: Christopher Hunt/TB © 2011 Christopher Hunt/TB)

Mænd med skæg og dybe stemmer – og gravide maver.

Det syn skal vi vænne os til i fremtiden i Danmark, mener LGBT Danmark, Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner.

I USA bor den mand, som var den første i verden, der blev gravid. Han er født som pige, og han har allerede selv født tre børn. Han hedder Thomas Beatie, er 44 år og bor i Phoenix med sin familie.

- Jeg fik børn for at blive far. Jeg var så sikker i min maskulinitet, at jeg ville bære mine egne børn, og jeg kender mange andre mænd, der ville gøre det, hvis de kunne. Jeg kender også mange kvinder, der hellere end gerne ville lade deres mænd gøre det, skriver Thomas Beatie i en mail til dr.dk.

I Danmark blev lovet ændret i 2014, så det nu er muligt for transmænd at skifte køn juridisk - men de kan beholde deres kvindelige kønsorganer.

Selv om loven er lavet om, opstår der udfordringer i et sundhedsvæsen, hvor digitale platforme har svært ved at koble et mandligt cpr-nummer med en skanning af en gravid mave. Blandt andet vil transmænd efter fødslen blive registreret som mor til barnet, selv om både cpr-nummer og kønsidentitet siger far.

Thomas Beatie, hans ekskone Nancy og datteren Susan Juliette på den tyske tv-kanal RTL i december 2008. (Foto: PATRIK STOLLARZ © 2008 Getty Images)

- Der bør være en sammenhæng mellem en persons juridiske køn, og den måde, offentligheden møder en på, siger Peder Holk Svendsen, der er forperson i LGBT Danmark, til Ritzau.

Barsel til gravide mænd

Også i forhold til barsel forudser han problemer, for selv om en gravid mand ønsker at stå som far, må han ikke miste de ekstra barselsrettigheder, som det at føde medfører, siger Peder Holk Svendsen. Han forestiller sig at arbejde med begreber som ”den fødende forælder” og den ”ikke fødende forælder”.

Han erkender dog, at det for samfundet som sådan ikke er noget stort problem.

https://twitter.com/ThePregnantMan/status/985202975286046720?ref_src=twsrc%5Etfw

Og det berører Thomas Beatie.

- Jeg er ked af at høre, at transpersoner i Danmark står over for sociale og juridiske udfordringer, bare fordi de vælger at få familie. Det er trist, men ikke overraskende, siger han.

- Forhåbentlig vil andre lande følge med tiden. Jeg tror, det vil være en lang, hård rejse, fordi vi er et mindretal, men retfærdigheden vil ske fyldest, siger han.

Miss Hawaii

Thomas Beatie er født som Tracy LaGondino på Hawaii i 1974. Som teenager var han model og kandiderede også til at vinde titlen som Miss Hawaii. Men i de samme tidlige ungdomsår begyndte han at føle sig forkert med sin feminine identitet.

I 20’erne fik han fjernet sine bryster og startede med at tage mandlige kønshormoner. Han anlagde skæg og ændrede sit juridiske køn til mand. Og så giftede han sig med sin kæreste Nancy.

https://twitter.com/CAREatNU/status/303520414670393344?ref_src=twsrc%5Etfw

Han beholdt sine kvindelige kønsorganer – og da han og Nancy ville have børn, røg de i problemer. For Nancy kunne ikke blive gravid, så Thomas Beatie, som han nu kaldte sig, lod sig inseminere med donorsæd. Forinden var han stoppet med at tage mandlige kønshormoner.

- Min kone kunne ikke føde, så jeg gjorde, hvad jeg skulle gøre for at skabe min familie, og jeg ville aldrig ændre noget, fortæller Thomas Beatie til dr.dk.

Barnet kom til verden i 2008, og siden har Thomas Beatie født to børn mere. Han er også blevet skilt fra Nancy og gift igen. Sammen med hustruen Amber er han blevet far igen til en dreng, der blev født 6. april. Denne gang var det dog hustruen, der fødte barnet.

Babyer diskriminerer ikke

- Den mest ubehagelige ting, jeg har oplevet ved at være gravid, kommer ud fra erkendelsen af, at nogle mennesker ikke har evnen til at være glade på andres vegne, lyder det fra verdens første gravide mand.

- Faktisk kan de være både jaloux og onde. Jeg har ikke kun oplevet dette fra heteroseksuelle, men også fra folk i LGBT-miljøet.

- Det fantastiske er til gengæld, at der også er komplet fremmede, som er favnende og støttende. Generelt har folk rundt om i verden været åbne for min historie. Jeg er med på, at det er en usædvanlig historie, men mange mennesker kan godt se skønheden og ligheden mellem mine drømme og deres. Nu er der andre, der deler en historie som min, og det hjælper med at skabe dialog for positiv forandring.

Hans råd til kommende gravide mænd i Danmark er helt enkle:

- Tro på jer selv og fokuser på at være den bedste forælder, I kan være for jeres børn. Babyer diskriminerer ikke. Vær stolt af jeres familie.

Der findes ingen offentlige tal på, hvor mange mænd der har født et barn - men i LGBT Danmark er man overbevist om, at det er fremtiden.

- Jeg tror bestemt, at vi vil se flere gravide transmænd. Det er relevant for transmænd i den fødedygtige alder, og der kender jeg da personligt en pæn håndfuld, som det er relevant for, siger Peder Holk Svendsen.

Facebook
Twitter