Verdensbanken: Danmark er det bedste sted i Europa at drive virksomhed

Det er nemt og effektivt at drive virksomhed i Danmark. Men det er stadig for dyrt, mener DI.

Danmark er det bedste land i Europa - og det femte bedste i verden - at drive virksomhed i. Bl.a. fordi det ikke kræver det store papirarbejde. (Foto: Arkivfoto © DR)

Det er nemt at finde arbejdskraft, at få byggetilladelser og man drukner ikke i papirer og andet administrativt bøvl.

Det er bare nogle af grundene til, at Danmark er det bedste land i Europa at drive virksomhed i.

Verdensbanken offentliggør i dag sin 'Doing Business'-rapport for 2014. Danmark ligger i top som det bedste land i Europa at drive virksomhed i.

På verdensplan indtager vi en femteplads ud af 189 lande - kun overgået af Singapore, Hong Kong, New Zealand og USA.

Handels- og Europaminister Nick Hækkerup glæder sig over den gode placering:

- Jeg synes faktisk, vi skal være stolte over, at det er lykkedes at gøre Danmark til et land, hvor det kan lade sig gøre at drive virksomhed og skabe arbejdspladser. Danmarks gode placering bunder i vores stærke velfærdssamfund, siger han og fortsætter:

- En virksomhed er ingenting uden sine gode medarbejdere, og en god medarbejder er jo også en borger, der skal have sin hverdag til at fungere for at kunne levere på jobbet. Den slags kommer ikke af sig selv, så vi skal hele tiden træffe de rigtige politiske beslutninger, siger Nick Hækkerup.

DI: Stadig for dyrt at drive virksomhed

Verdensbankens rapport tager udgangspunkt i små og mellemstore virksomheder, der opererer i de større byer.

Når de skal placere landene i forhold til hinanden kigger de blandt andet på rekruttering, finansieringsmuligheder og bureaukrati.

Selvom rapporten også inkluderer skatteniveauet for erhvervslivet, viser den ikke noget om Danmarks konkurrenceevne. Rapporten analyserer udelukkende rammevilkårene for at drive en virksomhed. Og det er en væsentlig faktor, mener Dansk Industri:

- Det, der er udfordringen ved at drive virksomhed i Danmark, er især vores høje omkostningsniveau. Det gælder både lønomkostninger og skatter og afgifter. Vi er også udfordret af, at vi har en meget lav produktivitetsvækst, siger chefkonsulent Allan Sørensen fra Dansk Industri.

Stopper ikke her

Ifølge handels- og Europaministeren stopper arbejdet heller med den flotte placering.

- Selvom der er grund til at være stolte, skal vi ikke hvile på laurbærrene. Vi er i regeringen stadig meget optagede af at sikre arbejdspladser i Danmark og få ny gang i væksten i vores samfund, til gavn for familien Danmark. Vi skal hele tiden arbejde på at blive dygtigere, og vi skal sikre at vi har et effektivt og stærkt velfærdssamfund med gode uddannelser, velfungerende kollektiv transport og så lidt bureaukrati som muligt, siger NIck Hækkerup.

'Doing Business'-rapporten fra Verdensbanken hører til blandt de mest troværdige kilder til international sammenligning af erhvervsvilkårene mellem lande. Det skyldes blandt andet, at kildegrundlaget består af 9.500 lokale eksperter, der bidrager til rapporten.

Rapporten tager ikke udgangspunkt i vurderinger, men reelle fakta. Det er tredje år i træk, Danmark bliver kåret til det bedste land i Europa at drive virksomhed.

Se hele 'Doing Business'-rapporten her.

Facebook
Twitter