Veteraner kræver handling efter dobbeltdrab: Hvor mange lig skal vi vise frem?

Veteranforening kræver handling, efter en Balkan-soldat er sigtet for dobbeltdrab.

Jan Andersen, politiinspektør hos Østjyllands Politi (th) og vicepolitiinspektør og efterforskningsleder Anders Uhrskov holder pressemøde om sagen. (Foto: © Bo Amstrup, Scanpix)

- Vi har flere gange spurgt, hvor mange lig vi skal vise frem. Det er vigtigt med anerkendelse, men medaljer redder altså ikke liv.

Ordene kommer fra talsmand for Veteranalliancen, Claus Stenberg, efter en 42-årig Balkan-veteran er blevet anholdt og sigtet for dobbelt manddrab på sine forældre.

Politiet vil ikke gå i detaljer omkring dødsfaldene eller fortælle, hvor længe forældrene har været døde. Politiet ønsker heller ikke at oplyse, hvordan den 42-årige forholder sig til sigtelsen for manddrab, og hvad motivet til drabene kan være.

Man ved dog, at den 42-årige lider af posttraumatisk stress syndrom, PTSD, efter tidligere udsendelse som soldat til Bosnien under krigen i det tidligere Jugoslavien. Familien er kendt i veterankredse.

- Hun (moren red.) har virkelig gjort, hvad hun kunne, og derfor er det ubeskriveligt trist, at hun skulle dø. Er der nogen, der har arbejdet og kæmpet, så er det hende. Derfor er det dobbelttragisk. Det siger jo også noget om, hvor dårligt han har haft det, siger Claus Stenberg.

- Det viser, at man bør lytte mere til de pårørende, fordi de ved, hvor skoen trykker, og hvad der skal til. Vi er ved at være trætte af gamle generaler, politikere og embedsmænd, der aldrig har mødt en veteran, og som ikke ved, hvad vi har brug for.

Store problemer blandt veteraner

Hos Veteranalliancen siger man, at sagen er en af flere tragiske tilfælde blandt veteraner.

- Inden for de sidste tre måneder har vi haft to veteranselvmord, en er forsvundet og nu det her. I vores lille andedam taler vi om epidemiske proportioner. Det er helt vildt, siger Claus Stenberg, der efterlyser mere hjælp og fokus fra forsvar og politikere - blandt andet i form af et akut udrykningshold.

Han har selv været udsendt til Balkan i 1993 og 1994 og forklarer, at mange blev traumatiserede af, hvad de så. Han forklarer desuden, at der dengang ikke var samme modtagelse, når man vendte tilbage, som der er i dag.

- Vi blev traumatiserede af en afmagtsfølelse. Vi blev tvunget til at overvære forfærdelige uhyrligheder, som vi ikke kunne gøre noget ved. Ikke fordi, vi ikke var trænet eller rustet til det – men fordi det politiske mandat var så svagt.

- Vi blev tvunget til at være tilskuere til massegrave, plyndringer, voldtægter og drab, og det skal vi leve med resten af vores liv.

FAKTA

  • Hos Veteranalliancen håber man nu, at den 42-årige kan få en behandlingsdom.

  • Veteranalliancen er en af flere organisationer for veteraner.

  • Initiativet er taget af tre krigsveteraner, som har missionserfaring fra Kroatien, Bosnien, Kosovo og Afghanistan.

  • Posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD) er en ofte langvarig tilstand, som opstår efter voldsomme katastrofeagtige psykiske belastninger

  • Lidelsen kendetegnes ved stadig genoplevelse (flashbacks) af den skræmmende hændelse både i vågen tilstand og ofte også som mareridt. Man forsøger at undgå ting eller situationer som minder om hændelsen

  • Mange er plaget af irritabilitet, søvnproblemer, koncentrationsbesvær og humørsvingninger

  • Kilder: Veteranalliancen, sundhed.dk