Veteraner ønsker hjælp - ikke et Tivolikort

Veteranforening ønsker en dialog med forsvarsministeren om bedre hjælp til hjemvendte soldater frem for det udsendte Tivoli-rabatkort.

(Foto: dr © dr)

Mange hjemvendte soldater kommer hjem med skader - enten psykisk eller fysisk - og så er et kort, der giver gratis adgang til Tivoli, ikke den store trøst.

Den konklusion finder man i et åbent brev fra foreningen Krigsveteraner & Pårørende til forsvarsminister Gitte Lillelund Bech.

27.000 plastickort hjælper ikke

Foreningen undrer sig over, at hjemvendte soldater i forbindelse med den officielle flagdag for Danmarks krigsveteraner i dag har fået tilsendt et veterankort, der giver rabat på et besøg i Tivoli på selve flagdagen.

- Der må da være vigtigere opgaver i forbindelse med behandlingen af skadede veteraner end udsendelsen af 27.000 hvide plastickort, som kan give rabat på et besøg i Tivoli på flagdagen? For eksempel at forbedre indsatsen for at hjælpe hjemvendte veteraner med fysiske og psykiske skader, når de har lagt krop til dansk krigsdeltagelse i udlandet, skriver veteranforeningen.

Lang vej igen

Krigsveteraner & Pårørende mener, der er stærkt brug for en dialog om ministerens - og veteranernes eget - bidrag til at forbedre forholdene for de mennesker, der sendes ud for at skabe fred og sikkerhed i verden.

- Behandlingsmulighederne er blevet bedre, men der er stadig lang vej igen. Vi forlanger ikke særbehandling i forhold til andre grupper i samfundet, kun at blive behandlet på lige fod med andre, og med samme rettigheder, skriver foreningen.

Ønsker uvildig myndighed ved skader

Krigsveteraner & Pårørende mener blandt andet, at der er hårdt brug for en dialog om uvildig udredning, så Forsvaret ikke fungerer som udredende myndighed i fastsættelsen af arbejdsskaders omfang og samtidig være den myndighed som efterfølgende har erstatningspligt.

- Det svarer til at en privat arbejdsgiver selv får lov at bestemme om en ansat har en arbejdsskade eller ej, og hvordan man i øvrigt definerer en skade, så man selv kan bestemme om der skal udbetales erstatning eller ej. Hvor mange andre arbejdstagere ville acceptere det, spørger foreningen.

Ro i sindet hos egen psykolog

Derudover ønsker foreningen frit valg, når det gælder valg af psykolog til hjemvendte soldater, så krigsveteranerne ikke behøver at lette hjertet hos en psykolog, der er betalt og ansat af deres arbejdsgiver.

Sidste punkt i det åbne brev er et ønske om, at hjælpen til psykisk og fysisk skadede ikke foregår centralt, men tættest på borgeren og lokalt.

- Hvordan har veteranpolitikkens ophavsmænd tænkt sig at folk, som ikke tør gå uden for deres egen dør, skal rejse til en kaserne i Ringsted for at få hjælp, står der i brevet, der er underskrevet af Alexander Taarnberg, lokalformand i København.

Facebook
Twitter