Et hashtag har hverken noget med rusmidlet eller tagbelægning at gøre. Det er reinkarnationen af firkant-tegnet fra vores gamle fastnettelefoner.
Tegnets nye betydning fungerer som et emneord, man senere kan søge på:
- Jeg bruger altid hashtags. På den måde bliver det små søgeord, der er aktive, man kan trykke ind på, forklarer Tina Mellergaard, der flittigt bruger mærkaterne.
Emneord bruges til debatter
Partner i medieovervågningsfirmaet overskrift.dk, Stefan Bøgh-Andersen, forklarer, hvordan folk bruger hashtags:
- Når der er en fodboldkamp, så er det #sldk for Superligaen, eller #cldk for Champions League. Eller når der er populære tv-udsendelser, f.eks. Vild Med Dans eller X Factor, så kan vi sidde derhjemme i sofaen og diskutere med hinanden, uden vi egentligt kender hinanden.
Bøgh-Andersen opsummerer, hvilken betydning disse nye emneord har:
- Det er ligesom, hvis du har et meget nørdet fagområde, så er der måske kun 10 mennesker i verden, der gider snakke om det. Men de 10 mennesker kan så nu finde hinanden.
Se hele indslaget om hashtags fra torsdagens TV AVIS 21:30 øverst.