'Vi har mærket vreden og ønsket om, at kanalen skulle lukke'

Radio24syv må lukke. DAB-kanal gik til konkurrent.

Direktør Jakob Kvist og Radio24syvs chefredaktør, Jørgen Ramskov, giver medarbejderne på radioen besked om, at radiokanalen ikke kan fortsætte som DAB-kanal. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Vrede, overraskelse og skuffelse.

Der var en sitrende stemning i redaktionslokalet hos Radio 24syv, da Jakob Kvist tidligere i dag trådte frem foran radiones medarbejdere.

Som kommerciel direktør havde han netop fået oplyst, hvem der havde vundet sendetilladelsen til den nye DAB-kanal fra næste år.

Og Jakob Kvist vendte tommelfingeren nedad for den radiostation, han selv kalder en entydig succes.

- Det er helt vanvittigt at skulle lukke en så velfungerende radio ned, som danskerne har været så glade for, og som har været så billig i drift i forhold til alt mulig andet, forklarede han efterfølgende til DR Nyheder.

Vinderen blev i stedet kanal Loud, som er en sammenslutning af en række mindre radiostationer og kulturelle institutioner som Roskilde Festival.

Medarbejderne på radioen får besked om at Radio24syv ikke kan fortsætte som DAB-kanal. (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Har ikke haft politikernes gunst

DAB-kanalen kunne have været en redningsplanke for taleradioen 24syv, der allerede havde tabt sin FM-status til den nye Radio4. Men sådan blev det ikke.

- Folk troede, at den lå til os, men det var vi ikke spor overbevist om, at den gjorde, forklarede Jakob Kvist.

- Det er svært at drive frie medier under politikernes kontrol. Modstanden i det politiske lag og blandt spindoktorer har været meget kraftig imod os. Vi har mærket vreden og ønsket om, at kanalen skulle lukke, sagde han.

Det synspunkt bakkede en af radiokanalens profiler op om:

- Det her er ikke konkurrence. Det her er DDR, og Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet har nedlagt os, mente forfatter og radiovært Knud Romer.

- Kulturminister Joy Mogensen - hvilke forbindelser har hun med Roskilde Festival? Hvilken forbindelse har bestyrelsesformanden for Loud med den digitale distributør for signalet? Det kunne jeg godt tænke mig at vide, fortsatte han.

Der er lagt blomster og lys foran Radio 24syvs indgang. På et af kortene står der TAK FOR ALT! Radio 24/7 er død. Længe leve Radio 24/7 #kulturmord. (Foto: Elisabeth Thiis © dr)

Går ud med et brag

Jørgen Ramskov, Radio24syvs administrerende direktør, opfordrede sine medarbejdere til knokle frem til sidste sendedag.

- Indtil 31. oktober klokken 23.59.59. Det er det eneste svar, der er på det her idioti. Det må I love mig.

- Jeg er groggy nu, men vi går ud med et brag. Drik jer i hegnet i aften, så kommer vi igen i morgen tidlig, lød hans opsang.

Opdateret med billeder.