“Vi kan godt tillade en vis smitte på skolerne”: Eksperter kalder nye retningslinjer fornuftige

Nu kræver det større smitteudbrud, før elever hjemsendes.

Mandag vender de fleste skoleelever tilbage til klasselokalerne igen. (Foto: Signe Goldmann © Ritzau Scanpix)

Fra på mandag betyder et enkelt coronatilfælde i klassen ikke længere, at alle bliver sendt hjem og bedt om at tage en tur gennem testmøllen. Nu er det kun dem, der har været under en meter fra en smittet i 15 minutter eller mere, som skal i isolation.

Sådan lyder det blandt andet i nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen, og de bakkes op af to coronaeksperter blandt andre Søren Riis Paludan, der er virolog ved Aarhus Universitet.

- De nye retningslinjer er meget fornuftige, og de ser ud til at tage højde for, at vi nu har vaccineret så mange sårbare i samfundet, så man godt i en vis grad kan tillade smitte i skoleklasser, uden at man skal lukke hele skoler ned.

Faktisk kommer hjemsendelse af klasser, lukning af skoler eller dagtilbud først på tale, hvis der er tale om 30-40 smittede eller derover.

Men forældre behøver ikke blive nervøse for at sende ungerne i skole, hvis der er et mindre udbrud i klassen eller på de andre årgange, lyder vurderingen.

- Det synes jeg trygt, man kan gøre. Og vi skal nok også til at gå igennem det mentale skifte, at covid-19-smitte ikke er helt så alvorlig, som det var for et år siden, for langt de fleste, som ville kunne udvikle et alvorligt covid-19-forløb, er vaccineret, og de børn, som vil blive smittet, vil ikke blive særligt syge, siger Søren Riis Paludan.

Hverdag med virus

Siden 17. juni har Sundhedsstyrelsen anbefalet, at 12-15-årige bliver vaccineret mod corona, og myndighederne forventer, at det vil være med til at forhindre smittespredningen i skolerne.

Godt 35 procent i den alderskategori har fået deres første stik, men har man ikke fået det, anbefales det, at elever fra 12 år og opefter testes to gange om ugen.

Vaccinerne er ikke nogen garanti mod smitte ligesom nogle ikke tager imod vaccinen, så vi må lære at leve med coronaen, mener Lars Østergaard, som er professor og ledende overlæge på Aarhus Universitetshospital.

- Jeg tror, vi må acceptere, at der er en samfundssmitte. Deltavarianten gør, at de vacciner, vi giver, simpelthen ikke er så effektive, og det vil være utopi at tro, at vi inden for en kort periode kan udrydde virus i samfundet, siger han.

Udendørs undervisning har været en del af hverdagen for danske skoleelever, men vi skal tilbage til en mere normal hverdag, lyder det. (Foto: Bo Amstrup © Bo Amstrup / Ritzau Scanpix)

- Derfor må vi prøve at bestræbe os på at leve med virus som en del af vores dagligdag og dermed også få gjort skolegangen mere lempelig og måske også risikere, at der kommer lidt mere smitte, siger han.

Der er dog enkelte undtagelser til reglen om hjemsendelse ved 30-40 smittetilfælde. Er der smitte på skoler eller i daginstitutioner i områder "med usædvanlig lav vaccinedækning” eller ved udbrud med nye og særligt bekymrende varianter, som er endnu mere smitsomme eller sygdomsfremkaldende end deltavarianten, kan hjemsendelser og skolelukninger altså også komme på tale. Det fremgår af retningslinjerne.

Skoleåret begynder for de fleste på mandag.

Facebook
Twitter