Miljøminister Connie Hedegaard åbner for, at en ny type gensplejset majs kan komme til Danmark. Det gør hun, selv om majsen indeholder gener, som giver resistens over for antibiotika, der anvendes både til mennesker og dyr.
Ifølge Connie Hedegaard kan Danmark ikke stoppe den genmodificerede majs, fordi den er godkendt i EU.
Enhedslisten kræver alligevel, at Danmark trodser EU og forbyder majsen.
EU sagde god for majsen i 2006
Connie Hedegaard skriver i en række svar til Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen, at Danmark ikke kan stoppe den genmodificerede majs, MON 863, da majsen er godkendt af EU i 2006.
Når majsen er genmodificeret er det for at kunne modstå angreb fra billelarver. Men Danmark har stemt imod godkendelsen af majsen, der er forbudt i Danmark.
Ligegyldigt hvad Danmark har stemt
I et svar til Enhedslisten skriver ministeren, at når der er tale om at et produkt er godkendt i EU, er samtlige medlemsstater retligt forpligtet til at tillade markedsføring, fordi der er tale om et såkaldt totalharmoniseringsdirektiv. Og det gælder uanset hvordan det enkelte medlemsland har stemt, skriver miljøministeren.
Per Clausen kalder nu Connie Hedegaard i samråd i Folketingets miljøudvalg for alligevel at få tilbagekaldt godkendelsen af majsen fra den internationale kemikoncern Monsanto.
- Det er rystende, at miljøministeren lader hensynet til EU og de store kemikalie- og fødevarekoncerner gå forud for hensynet til danskernes sundhed. Jeg er sikker på, at et flertal i miljøudvalget ikke vil acceptere, at ministeren fortsætter med at snakke udenom, siger Per Clausen.
Han understreger at de danske regler skal overholdes, og han forventer, at et flertal i udvalget vil give ministeren klar besked om at trække godkendelsen af MON 863 tilbage.
Rotter fik ondt i leveren
Sidste år viste en fransk undersøgelse, at rotter, der blev fodret med MON 863, fik forgiftningssymptomer i leveren og nyren samt kraftige vægtudsving.
Det var første gang, at en undersøgelse beviste, at genmodificeret majs påvirker helbredet.