Vi kaster penge efter tv, vi aldrig ser: Svært at undvære mulighederne

Meget nemmere at droppe fitness-abonnement end at skære i tv-pakken, fastslår forbrugerøkonom.

Mange danskere betaler fortsat for tv-kanaler, som de kun sjældent benytter sig af. (Foto: TORKIL ADSERSEN © Scanpix)

En stor del af danskerne bruger stadig rigtigt mange penge på tv-pakker og streaming, som de ikke ser. Det viser en en undersøgelse som YouGov har foretaget for Nordea, og som Politiken skriver om i dag.

1044 voksne på 18 år eller derover har deltaget i undersøgelsen, og 55 procent har svaret, at de har købt tv-pakker eller streamingtjenester, som de kun sjældent ser.

Ifølge Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom i Nordea, svarer de fleste, at de har for lidt tid til overs til at se alt det tv, som de har købt og betalt:

-Vi køber flimmer-tjenester i stor stil, men døgnet har kun 24 timer, så vi kan ikke nå at se det hele. Og så indeholder vores aftaler en masse ekstra ting, som vi ikke har glæde af.

Forbrugerøkonomen kan se, at mange forbrugere bare har lagt streaming-forbruget oveni de tv-pakker, som de havde i forvejen.

- Jeg har målt på det her for fem år siden, og dengang var der jo nærmest ingen, der havde streaming. Så kommer der nogle nye produkter oven i dem, vi har i forvejen, og så tænker vi ’hovsa, jeg skal da også have nogle streamingtjenester. Der en god serie på den ene, så var der noget på den anden, og så var der noget på den tredje, og inden man ser sig om, får man taget nogle nye aftaler ind.

Svært at sige op igen

Men hvorfor er det, at vi har så svært ved at sige aftalerne op igen, når vi udmærket ved, at vi ikke får dem brugt. Ann Lehmann Erichsen har et godt bud:

- Det er et udtryk for vores aversion mod tab af muligheder, det er nemmere at tage noget ind, end at tage noget fra igen. Og det er nu engang nemmere at udvide forbruget end at indskrænke det igen. Men det er lidt tosset at bruge mange tusind kroner på noget, man ikke har glæde af.

Undersøgelsen viser også, at danskerne er blevet bedre til skære ned på andre ting, som de ikke bruger, eksempelvis fitness og avisabonnementer. Men tv og streaming er sværere at sige op.

- Det er meget vanedannende. Du ser de her film og de her ting, som vi sætter meget pris på. Folks vaner har ændret sig over tid. Vi har ikke så meget lyst til at læse længere, så bogklubben og avisen kan folk godt nænne at skære væk. Det gør ikke så ondt, for det er ikke noget, de sætter lige stor pris på som mulighederne for at se film og sport fra hele verden.

- Hvis man gerne ville bruge pengene på noget andet, kunne man kigge lidt på sine abonnementer og så se på, om man kan undvære nogle af dem i en periode.

Folk med en god økonomi

Samtidig viser YouGov-undersøgelsen også, at det primært er folk med en god økonomi, der har svært ved at skære ned på tv-pakker og streamingtjenester, mens unge og folk med en lav indkomst har nemmere ved at skære dem væk.

- Når man har flere penge, så bliver man talblind og proportionerne i ens økonomi bliver anderledes, og man synes pludselig ikke, at 2.000 kroner er noget, men selvfølgelig er det det. For alle kan jo bruge 2.000 på noget andet, siger Ann Lehmann Erichsen.

Hos YouSee, der er den største udbyder på det danske marked, koster den mindste pakke 289 kroner om måneden, mens den største pakke er oppe i 579 kroner hver måned. Et Netflix-standard abonnement, hvor to i hustanden kan bruge tjenesten samtidig, koster 99 kroner om måneden.

Facebook
Twitter