Der totalt tjek på udstyret. Cykelsko, cykeltrøje, cykelhjelm, Nicoline Wacher har det hele, og det ser ganske professionelt ud, når hun klikker skoene fast på pedalerne og skubber cykelbrillerne på plads under hjelmen.
- Det er jo det man siger, man må aldrig gå ned på udstyr, smågriner hun, mens hun hjemmevant lader fingrene danse henover diverse knapper på sin cykelcomputer. For det er nemlig ikke kun det analoge udstyr, hun har tjek på.
Om maven har hun spændt et pulsbælte, der trådløst taler sammen med hendes cykelcomputer, der giver et par bip fra sig, inden hun er klar til dagens træning. På hjulene er der omgangstællere, og i baglommen er mobilen, der også følger med på dagens rute. Via en app på telefonen, kan hun konstant følge med i, hvor mange kalorier, hun indtager, hvor mange skridt hun går om dagen, og hvor mange timer, hun står op.
- Jeg gør det, fordi jeg kan. Jeg måler mig hele tiden, jeg kan godt lide at have fuld kontrol over det.
Ikke kun for elitesportsfolk
Nicoline Wacher er 20 år og har et fuldtidsarbejde – så cykelturene er udelukkende en hobby, men hun måler alligevel altid sig selv, når hun dyrker motion. Det samme gør næsten fire ud af ti danskere, det viser en måling, Epinion har foretaget for DR.
- Det giver mig motivation til at køre hurtigere og længere. Jeg ved, hvor hurtigt jeg bør køre, og så kan jeg bedre presse mig selv.
I butikskæden Sportmaster kan de godt mærke, at motionisterne er blevet mere interesserede i at følge med i deres sundhed. Salget af fitness- og pulsure er steget til over det dobbelte de seneste år, og teknologien skal kunne måle mere og mere, blandt andet hvordan vi sover om natten.
- Vi kan klart se, der er en stigning og en interesse for at man skal kunne følge med i sin hverdag på den måde, fortæller Tobias Kaas Westh, der er souschef i Sportmaster på Østerbro i København.
- Tidligere var det kun elitemotionisterne og dem, som dyrkede intens træning. Nu er det mere den almene borger, som også synes det er spændende at se, hvor mange skridt man tager i løbet af dagen, siger han.
Måleren kan stresse i hverdagen
Men selvom mange gerne vil bruge teknologien på håndleddet som en motivation, så kan den konstante påmindelse om at være aktiv have en negativ effekt. Nanna Gorm er Ph.d.-studerende ved IT-Universitetet i København, og hun forsker netop i brugen af trackingenheder, som de mange målere populært kaldes.
- Før vidste man måske godt, man ikke var helt så aktiv som man burde. Med en måler kan man se det, og det kan være rigtig stressende.
Hun har monitoreret forsøg med aktivitetstracking på arbejdspladser i både Danmark og USA, hvor eksempelvis kontoransatte skulle gå med et armbånd, der målte deres puls, skridt og søvn.
- Nogle deltagere sagde, at de blev endnu mere frustrerede over, at de ikke havde tid til fysisk aktivitet i en presset hverdag.
Gode resultater giver et boost
Men det mener Nikoline Wacher ikke er noget problem for hende. Tværtimod føler hun målingerne har gjort hende til en bedre cykelrytter, fordi hun presser sig selv hårdere, og det giver hende et boost at dele de gode resultater på facebook.
- Jeg ved, jeg er sund og har det godt med mig selv. Det kan måske nogle gange godt tage lidt overhånd, men sådan har jeg altid levet.
Faktisk har hun en lille ønskeliste med flere gadgets, hun gerne vil have til sin cykel. Blandt andet en watt-måler, der skal monteres på pedalarmen.
- Det må blive når pengepungen kan klare det, smiler hun.