Vi skal lære at bruge det offentlige på nettet

Danskerne skal nu have banket ind i hovedet, at det offentlige er på nettet og kan bruges til noget. På mandag begynder en storstilet kampagne, som med tv-spots og andet materiale vil fortsætte efteråret ud.

Det offentlige har mange brugbare tilbud på nettet. Men for få kender og bruger dem. Det skal en ny kampagne gøre noget ved. (Foto: AP Graphics © AP Graphics)

Danskerne skal nu have banket ind i hovedet, at det offentlige er på nettet og kan bruges til noget.

Derfor begynder på mandag en storstilet kampagne i form af tv-spots og andet materiale. De gennemgående slogans bliver "Det offentlige - brug os på nettet" og "Det er godt nok smart".

Beregn din skat og lån bøger på biblioteket

Bag kampagnen, som skal køre til hen på efteråret, står ni hovedpartnere. De repræsenterer hver en hjemmeside og et område, hvor borgerne kan have nytte af at benyttet nettets tilbud. For eksempel www.toldskat.dk, hvor man kan ordne skattesager, www.bibliotek.dk, hvor man kan søge blandt alt materiale på de danske biblioteker, og www.sundhed.dk, der er indgangen til sundhedsvæsenet på nettet.

- I Danmark er vi førende i verden inden for digital forvaltning, og udbuddet af offentlige services på nettet i Danmark er det højeste i Europa. Det er der bare mange danskere, der ikke ved, siger Thomas Nielsen, leder af Den Digitale Taskforce under Finansministeriet. Denne gruppe koordinerer hele kampagnen.

Folk kender ikke til de mange muligheder

- Danskerne er i andre sammenhænge flittige internetbrugere, men de får ikke det fulde udbytte af de offentlige tilbud på nettet, siger Thomas Nielsen, der påpeger, at en væsentligt årsag til dette er manglende kendskab til mulighederne.

Ud over kampagnens ni hovedpartnere deltager 24 såkaldte frontløbere, som primært er kommuner, der i løbet af efteråret vil gennemføre koordinerede kampagneaktiviteter. Desuden vil mere end 40 andre myndigheder anvende kampagnen i forbindelse med egen kommunikation.