I dag er det 568 dage siden, at Victoria Viby søgte om støtte til en handicapbil hos Nyborg Kommune. Sagsbehandlingen er ikke afsluttet, og hun ved ikke, hvornår handicapbilen måske holder i indkørslen.
Victoria Viby er 22 år og født med rygmarvsbrok og sidder i kørestol.
- Det seneste halve år har jeg nærmest ikke kunnet tænke på andet, end hvad der sker med den handicapbil. Det er frustrerende og irriterende, at man skal være afhængig af en masse papirarbejde for at komme ud at køre en bil og blive mere selvstændig, siger hun.
Mennesker med handicap bliver isoleret uden bil
Ventetiden på at få behandlet en sag om en handicapbil er steget fra omkring 32 uger i gennemsnit for ti år siden til 42 uger i 2020, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik.
I 19 kommuner er ventetiden i gennemsnit mere end et år.
Dansk Handicap Forbund oplever, at sager om handicapbiler fylder suverænt mest i deres rådgivning.
- Mennesker kontakter os og er desperate, fordi deres tilværelse går i stå. De bliver isoleret i eget hjem og kan ikke tage del i det liv, de gerne vil føre, siger Jeppe Kerckhoffs, der er faglig og politik chef i Dansk Handicap Forbund.
Han peger på, at folk med handicap i mange tilfælde ikke kan benytte offentlig transport. Derfor er handicapbilen så vigtig for deres liv.
Jeppe Kerckhoffs mener, at lang sagsbehandlingstid og mange fejl i Ankestyrelsen viser, at nogle kommuner har svært ved at løfte opgaven.
Victoria skal måske tage bus og tog til studiet
4. august 2021 fik Victoria Viby at vide, at hun har ret til et rentefrit lån til en handicapbil.
Nu venter hun på, at Færdselsstyrelsen tager stilling til, hvilken bil hun har behov for.
Bagefter skal hun vente på, at kommunen endeligt godkender bilen og vente på, at bilen bygges. Hun skal også bruge tid på at tage kørekort i en specialbygget handicapbil, som kun styres med hænderne.
I februar begyndte Victoria Viby på pædagoguddannelse i Odense. Hun mener, at hverdagen uden en handicapbil er besværlig.
Nyborg Kommune skal ifølge Serviceloven undersøge, om hun kan bruge offentlig transport.
I et brev til Victoria skrev kommunen, at der ifølge løberuter.dk er 3,6 kilometer fra hjemmet i Nyborg til banegården, som kan klares på 22 minutter i el-kørestol. Derefter kan hun tage tog og bus til studiet i Odense, som tager en god time hver vej, hvis hun senest to døgn før bestiller en kørestolsplads.
Victoria Viby mener, at hverdagen ikke hænger sammen med to timers offentlig transport, der skal planlægges i forvejen. Det hænder også, at busser ikke tager kørestolsbrugere med.
- Jeg vil gerne kunne passe mit studie, tage en uddannelse og bidrage til samfundet. Men når jeg ikke ved fra dag til dag, hvordan jeg kommer til og fra studiet, påvirker det mig meget, siger hun.
Nyborg Kommune betaler midlertidigt for en taxa til og fra studiet, indtil en medarbejder har haft tid til at følge Victoria, når hun tager offentlig transport.
Kommunen vil undersøge, om Victoria i praksis kan tage bussen og toget eller fortsat skal have støtte til en taxa.
Ventetid på mindst to år i Nyborg
I 2019 og 2020 tog det over to år i gennemsnit for Nyborg Kommune at behandle en sag om handicapbil. Bagefter skulle bilen bestilles.
Formand for Ældreudvalget, Kaj Refslund (V) mener, at ventetiden har været for lang.
- Det er ikke særligt godt. Mennesker, som har brug for en handicapbil, skal ikke holdes hen i uvished. Vi har ikke haft en hensigt om en lang ventetid, siger han.
Kaj Refslund fortæller, at byrådet i begyndelsen af sidste år satte ekstra penge af for at få en kortere sagsbehandling. Det er lykkedes at nedbringe ventetiden ved at hyre en medarbejder ind. Den lange sagsbehandlingstid tidligere skyldtes blandt andet, at medarbejdere havde for travlt, og der tidligere var en pukkel af sager, siger han.
Kommunernes Landsforening har takket nej til et interview om ventetider, fordi de ikke kender tilstrækkeligt til baggrunden.
Derfor ventede Victoria
Nyborg Kommune oplyser, at Victoria Vibys sag om handicapbil lå stille 7-8 måneder, før kommunen gav sig til at behandle den. Siden strandede den et halvt års tid, fordi der skete et kommunikationsbrist mellem kommunen og Victoria.
I dag ligger sagen hos Færdselsstyrelsen, som også har ventetid.
Victoria Viby ser frem til den dag, hvor hun endelig får en handicapbil. I dag foregår transport med taxa, eller hun må få venner og forældre til at køre hende, hvis hun gerne vil et sted hen.
- Jeg synes, at jeg går glip af rigtigt meget nu. Det er vigtigt at have frihed til at gøre, som jeg vil, siger hun og ved ikke, om hun stadig skal vente måneder eller mere end et år på handicapbilen.