Videnskabsjournalist om Greta Thunberg: Tag hjem og gå i skole

Med sin tale ved FN kammede det over for Thunberg, mener journalist Lone Frank.

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har været på alles læber, siden hun tidligere på ugen holdt en følelsesladet tale ved FN's klimatopmøde i New York.

Talen - som Thunberg leverede med tårer i øjnene - har fået både ris og ros med på vejen.

Videnskabsjournalist på Weekendavisen Lone Frank hører til blandt skeptikerne:

- Det kammer over. Hun sidder og flæber. Det bliver polariserende. Jeg synes ikke, det er noget at sidde og tude over, for det virker faktisk ikke på sigt.

Sådan lød det fra Frank, da hun i DR2's Deadline debatterede talen i selskab med Alternativets pressechef, Rune Langhoff og den socialdemokratisk debattør og forfatter Niels Jespersen.

Bør tage hjem i skole

Ifølge Lone Frank er Thunbergs hårde retorik overflødig, når klimadebatten i forvejen er på alverdens politiske dagsordener:

- Hun har været den rette figur på det rette tidspunkt, og det er glimrende. Der er en stor bevidsthed om, at vi skal gøre noget i alle politiske lag. Vi har lige set et valg herhjemme, der nærmest blev afgjort af det her. Nu skal hun faktisk tage hjem og gå i skole, lød det fra Frank.

Under mandagens tale ved FN's klimatopmøde sagde Thunberg indledningsvist:

- Det her er helt forkert. Jeg burde slet ikke stå heroppe. Jeg burde være i skole.

Og hun bør lige netop kaste snuden i bøgerne, mener Lone Frank:

- Gå hjem og tag en uddannelse og sæt dig ind i den videnskab, du hele tiden henviser til.

Radikal og provokerende

Lone Frank beskriver Gretha Thunberg som "komplet radikal", hvilket både Rune Langhoff og Niels Jespersen er delvist enige i.

Netop Thunbergs radikale retorik er med til at gøre, at hun bliver diskuteret verden over, mener Jespersen:

- Hun er sindssygt provokerende, og derfor er hun så effektiv. Det er jo netop, fordi det både er galt og genialt, at det får de skarpe reaktioner, og det kan noget.

Ifølge Rune Langhoff er Thunberg blevet misforstået:

- Hun har altid haft en radikal agenda og efterspurgt grundlæggende forandringer. Men jeg tror ikke, der er mange, der har forstået det. De har syntes, det var en sød, svensk pige, der stod der og strejkede hver fredag. De har ikke forstået dybden af den forandring, hun efterspørger.

Facebook
Twitter