VIDEO 16-årige Kristine drikker ikke: Jeg kan godt føle mig udenfor

Som den eneste i vennekredsen drikker Kristine Langhoff ikke alkohol, og det kan få hende til at føle sig kedelig.

Selv om alle vennerne drikker, har Kristine Langhoff valgt at sige nej til alkohol.

Vi hører gang på gang, at danske unge er verdensmestre i druk.

Derfor er 16-årige Kristine Langhoff en sjældenhed. Hun drikker nemlig ikke, selv om weekenderne – ligesom for så mange andre på hendes alder – byder på vennehygge, byture og fester.

Dermed tilhører hun de 13 procent af danske unge i alderen 15 til 25 år, der ifølge en ny rapport fra Kræftens Bekæmpelse og Trygfonden, slet ikke drikker. Størstedelen af de 13 procent begrunder deres fravalg af druk med, at de ikke ser nogen grund til at gøre det. Andre synes, at alkohol smager dårligt, mens 29 procent ikke drikker, fordi de er bange for at miste kontrollen.

Sidstnævnte årsag er en af dem, Kristine Langhoff kan skrive under på. Hun droppede alkoholen efter sidste nytårsaften, hvor hun ”gik kold før tolv”.

- Jeg fik rigtig, rigtig meget at drikke. Det var en nederen oplevelse og fik mig til at indse, at det kan sgu ikke være rigtigt, fortæller hun i 21 Søndag.

Føler sig uden for

Kristine Langhoff er den eneste i sin vennekreds, som ikke drikker, og selv om hun er godt tilfreds med at slippe for tømmermænd og træthed, kan fravalget af alkohol også medføre nogle lidt ærgerlige konsekvenser blandt vennerne.

- Jeg føler mig engang imellem meget uden for. De drikker og ændrer sig og bliver mere højtråbende og sjove, hvor man måske selv kommer til at føle sig en lille smule kedelig, når man sidder med sin cola, siger hun.

Byturene er også noget anderledes for Kristine Langhoff end for hendes venner. I modsætning til vennerne bliver Kristines hukommelse ikke ramt af slørede øjeblikke. Og det kan vennerne tit gøre brug af.

- Tit bliver jeg kontaktet efter og bytur og spurgt: Kyssede jeg med ham her i går eller lavede jeg noget, jeg ikke skulle i går?

Samtidig sørger hun for, at veninderne ikke gør noget dumt, at de kommer sikkert ud og hjem fra byturen. Og så går hun med dem på toilettet for at holde håret, hvis de skal kaste op. Noget hun selv kalder en mor-rolle. Men på trods af det, foretrækker hun byturene uden alkohol.

- Det er en større oplevelse, når du ikke drikker. Du husker bedre, og dine sanser er mere klare, end når du er fuld, mener Kristine Langhoff.

FacebookTwitter