VIDEO 250 grindehvaler dræbt på Færøerne: Aktivister anholdt

Traditionen tro tog færinger på havet forleden for at jagte føde. Flere end 250 grindehvaler er blevet drevet på land og dræbt, og fem aktivister er blevet anholdt.

250 grindehvaler er blevet fanget i den traditionelle hvalfangst på Færøerne. (OBS: Videoen stammer fra seashepherdglobal.org)

Det har i årevis skabt vrede blandt aktivister, at færinger dræber grindehvaler i hobetal. Men trods den massive modstand, så blev hvaljagten sat ind igen i torsdags.

Grindehvalerne blev drevet op på strandene i byerne Thorshavn og Bøur og dræbt.

Fem fra aktivistgruppe anholdt

Flere aktivister forsøgte også i år at stoppe hvalfangsten. Fem personer fra aktivistgruppen Sea Shepherd er blevet anholdt, fremgår det af Sea Shepherds hjemmeside.

En aktivist er fra Sydafrika, en fra Belgien og en fra Luxembourg, mens to andre fra Frankrig og Italien også er blevet anholdt for at sætte sig imellem hvalerne og hvalfangerne.

Ifølge visitfaroeislands.com bliver omkring 900 grindehvaler slagtet årligt, hvilket udgør omkring 30 procent af den samlede lokale kødproduktion på Færøerne.

Se i videoen øverst i artiklen, hvordan det gik til i torsdag, da hvalfangere drog på havet for at fange grindehvaler. (OBS: Videoen stammer fra seashepherdglobal.org)