VIDEO: 79-årige Leif fik det første stik: ’Jeg kommer og spøger hos dig, hvis den ikke virker’.

I dag modtager de første danskere vaccinen mod covid-19.

I Odense er første vaccinedosis netop givet til 79-årige Leif Heiselberg på Ældrecenter Øst.

Så kom den.

Dagen, mange af os har ventet på.

Den første dansker har netop modtaget den første indsprøjtning med vaccinen mod covid-19.

Og det blev 79-årige Leif Heiselberg på Ældrecenter Øst i Odense, der fik det første stik.

Da lægen siger, at det går fint, er Leif allerede klar med en frisk bemærkning.

- Ellers kommer jeg og spøger hos dig, siger Leif Heisselberg til lægen.

I dag er dagen, hvor alle EU's medlemslande officielt indleder vaccineprogrammet.

Direktør for Lægemiddelstyrelsen, Thomas Senderovitz, kalder det for 'en kæmpebedrift', at vi nu allerede kan vaccinere mod coronavirus.

- Det er vor tids månelanding, siger han.

I alt 9.750 doser af medicinalvirksomheden Pfizer og BioNTechs vaccine, der som den første sættes ind i kampen for at bremse corona-pandemien, landede på dansk jord i går.

Vaccinerne ankom med politieskorte - og det var ikke for at gøre for meget ud af det, siger Senderovitz.

- Det er jo dyrebare dråber i glasset, siger han.

I morges forlod de iskolde vacciner så landets regionsapoteker og blev kørt ud på plejecentrene, hvor de første i køen lige nu vaccineres.

Det er de ældre beboere og dem, der passer dem, der modtager de første doser.

Derefter går turen til kronisk syge, sundheds- og plejepersonale og personer over 65.

Der står omkring 1,6 millioner danskere i første kø.

  • Statsminister Mette Frederiksen følger med via videolink til Plejecenter Kærbo i Ishøj, hvor Jytte Frederiksen bliver den tredje dansker, der får coronavaccinen. (Foto: KELD NAVNTOFT)
  • Jytte Margrethe Frederiksen på 83 bliver vaccineret af læge Tomas Johansen, mens statsminister Mette Frederiksen Følger med på skype. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)
  • Statsminister Mette Frederiksen jublede, da Jytte Frederiksen som en af de førte danskere, blev vaccineret. (Foto: KELD NAVNTOFT © Scanpix)
1 / 3

One down, one to go

Men det er blot første stik. Dem, der nu har modtaget første dosis, skal faktisk have et skud mere i overarmen, for at vaccinen virker ordentligt. Den næste sprøjte skal så gives med tre-fire ugers mellemrum.

Når vi så først er vaccineret, kan vi vel leve frit igen?

Nej, så enkelt er det desværre ikke.

Det skyldes, at vaccinen ikke er 100 procent effektiv, og man ikke ved, hvor godt den enkelte borger tager imod vaccinen.

Men efter i dag er der lys forude, lyder det fra DR's sundhedskorrespondent Peter Qvortrup Geisling:

- Lyset for enden af tunnelen er vaccinen kombineret med foråret, hvor vi er mere ude. De to ting tilsammen gør, at jeg tror, vi får en god påske i Danmark.

Flere vacciner på vej

De knap 10.000 doser af vaccinen er bare starten på slutningen af den her pandemi, der lige nu presser vores sundhedsvæsen og tvinger tusindvis af sårbare i hel eller delvis isolation.

Danmark har lagt billet ind på en en halv million vacciner fra Pfizer og BioNTech.

Når vi kommer ind i næste uge, kommer der op til 47.750 vacciner hver uge frem til uge 7, lød det i går fra Staten Serum Instituts direktør Henrik Ullum.

Og så kommer der yderligere flere derefter.

Regeringen har desuden sendt bud efter 2,6 millioner ekstra Pfizer og BioNTech-doser.

Danmark har også bestilt flere andre vacciner, som vi venter på bliver godkendt. Den næste, SSI forventer, vi får til landet, er fra firmaet Moderna.

Den har Danmark købt tre millioner doser af.

Derudover har flere andre producenter vacciner på trapperne, som Danmark også kan modtage fra.

Selvom der går lidt, før hele befolkningen er vaccineret, så understreger SSI's direktør, at vi allerede får glæde af vaccinen nu, hvor den første person er vaccineret.

EU's lægemiddelagentur, EMA, der står for at godkende vaccinerne, mødes den 6. januar.

Her skal de drøfte, om man også kan give tilladelse til, at Modernas vaccine mod covid-19 kan bruges.

Hvordan vaccinen fra Pfizer og BioNTech virker, kan du blive klogere på i grafikken her.

Facebook
Twitter