VIDEO 82-årige Inge elsker at bo i landets første demensby

Håret bliver klippet og ansigtstrækkene fremhævet med makeup i demensbyens wellnessrum.

Inge Watsham var ét stort smil, da landets første demensby mandag officielt åbnede i Svendborg.

- Jeg elsker det. Jeg er bare så glad for det. Jeg har jo alt, jeg behøver, sagde Inge Watsham glædesstrålende, mens hun fortalte om, hvilke behandlinger hun får i demensbyens wellnessrum.

For hele essensen af den alternative by er, at de demente beboere skal have det godt.

Jagttårne og bålplads er på vej

- Tanken og visionerne er jo, at man vil prøve at lave en by i byen. Et minisamfund. Prøve at ramme så normalt et hverdagsliv, som man havde, inden man fik denne her diagnose, fortæller projektleder Annette Søby.

Derfor er der både wellnessrum, herrerum, musikbibliotek, en butik og store planer for stedet.

- Vi har fået en park, hvor vi tænker, at der skal være en strand med sand, campingvogne, jagttårne, bålplads, og der skal være have og hønsehus. Så viften af tilbud er bredere og større end på et almindeligt plejehjem, fortæller Annette Søby.

Og Inge Watsham kan ikke ønske sig meget mere. Det skulle da lige være en smule ørenlyd, når hun er til wellness.

-Så hygger vi os bare. Og snakker. Ja, snakken den går, siger den 82-årige beboer.

Kom med på 'byrundtur' i demensbyen i klippet i toppen af artiklen, hvor du også kan høre Inge Watsham fortælle, at der faktisk er en lillebitte bagside ved al den luksus.

Facebook
Twitter
Emner: