Alle, der har eller har haft en diskusprolaps, kan skrive under på de ulidelige smerter, som både kan sætte sig i ryggen og gå ned i benene. Nogle gange kan diskusprolaps komme ud af det blå - en forkert vending i sengen, eller en forkert bevægelse - og ikke på grund af tunge løft eller et biluheld.

Det skønnes, at omkring 30.000 danskere årligt lider af smerter på grund af en diskusprolaps, og derfor er det temaet i denne uges udgave af 'Sundhedsmagasinet' på DR1.

Klik på play.

Alle diskusprolapser går med tiden væk af sig selv, og i langt de fleste tilfælde kan man træne en diskusprolaps væk. Faktisk gælder det for 90 procent af alle med en diskusprolaps.

Men for nogle få tager det så lang tid, at lægerne anbefaler en operation.

Når man får konstateret en diskusprolaps, er det vigtigste, at man holder kroppen i gang, så den får noget bevægelse. En diskusprolaps heler nemlig hurtigere ved bevægelse, da det tilfører det ramte område blodforsyning.

- Lige så snart man kan bevæge sig - ikke smertefrit - men med smerter, man kan tåle, så kan man begynde at lave noget. Hvad det består af er forskelligt og afhængigt af, hvad patienten kan og kan lide, siger overlæge og rygspecialist på Frederiksberg Sygehus Gilles Fournier.

Herunder viser fysioterapeut Martin Oxfeldt fra Frederiksberg Hospital øvelser henvendt til både personer med raske rygge og personer med en diskusprolaps, med Sundhedsmagasinets vært Nola Gaardmand som forsøgsperson.

Ret og krum ryggen

Klik på play.

Martin Oxfeldt: - At bevæge ryggen på en stille og rolig måde, kan være en god ide. Skiftevis ret ryggen og krum ryggen i et roligt tempo. Det er en øvelse, som er velegnet til at lave på arbejdspladsen.

Bøj dig forover og bagud

Klik på play.

Martin Oxfeldt: - Det er en god ide, at bøje sig fremover og slappe af i kroppen. Det er også en god afspændingsøvelse. Det samme kan man gøre den modsatte vej ved at placere hænderne i lænden og stille og roligt bøje bagud.

Slap af og få benene op

Klik på play.

Martin Oxfeldt. - Læg dig på gulvet med en pude under hovedet med benene oppe - eksempelvis på sofaen. Læg dig i 10-12 minutter, hvor du i virkeligheden ikke laver andet end at slappe af.

'Sundhedsmagasinet' bliver sendt på DR1 tirsdag klokken 21.55. Derefter kan programmet også ses på DRTV.