VIDEO Ældre Sagen giver opsang: Alvorlig og skamløs aldersdiskrimination

I staten er det ofte de ældre, der bliver fyret først. Ældre Sagen kalder det skamløst og en alvorlig form for aldersdiskrimination.

Økonomernes forbund, Djøf har blandt deres egne medlemmer gennemgået 235 afskedigelsessager i 2013 for overenskomstansatte i staten.

Blandt disse er flere end hver tredje over 50 år, selvom gruppen kun udgør hvem femte medarbejder.

Det skriver Berlingske, og kigger man på 150 andre afskedigelser i kommuner og regioner, er billedet det samme.

Det skaber stor frustration hos Bjarne Hastrup, direktør for Ældre Sagen.

- Det er en alvorlig form for aldersdiskrimination. Og jeg synes, at det er skamløst, siger han.

Sørgelig måde at afslutte sit arbejdsliv

I maj 2011 indgik regeringen en aftale med Dansk Folkeparti og De Radikale om en reform af tilbagetrækningssystemet.

Reformen indebar blandt andet, at de ældre skulle blive længere tid på arbejdsmarkedet. Men det harmonerer ikke med virkeligheden, mener Bjarne Hastrup.

- Med den ene hånd tvinger man de ældre til at blive væsentlig længere tid på arbejdsmarkedet, og med den anden hånd afskediger man de ældre. Det hænger jo slet ikke sammen, siger han.

- Jeg synes, at politikerne skal være klar over konsekvensen. Ældre mennesker kommer på dagpenge i to år, og derefter hedder den kontanthjælp. Det er en meget sørgelig måde at afslutte sit arbejdsliv på, siger Bjarne Hastrup.

Se opsangen fra Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen, i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter