VIDEO Bævere ødelægger Gerdas sø: Skyd dem - eller send dem til København!

Pensionisten Gerda Veje er så godt og grundigt træt af bævere i hendes sø, at hun er klar til enten at skyde dem eller sende dem en tur over Storebæltsbroen.

Skyd dem. Ellers send dem til København.

Det er ifølge pensionisten Gerda Veje fra Bækmarksbro i Vestjylland de eneste løsninger på de problemer, som områdets bævere giver hende.

For siden 18 bævere i 1999 blev sat ud i Klosterheden Plantage, er bæverbestanden mere end tidoblet, og nogle af dem har nu fundet vej til Gerda Vejes sø ved hjemmet nær Lemvig.

- De ødelægger det for mig – mine buske og træer, siger Gerda Veje, der uden succes har forsøgt at forhindre bæverne passage til hendes sø med et hegn.

Derfor står hun tilbage med to løsningsforslag: Det ene er at skyde bæverne - men det er ikke tilladt.

- Så send dem væk! Send dem til København, lyder det alternative forslag.

Gerda Veje er langt fra alene om at være godt og grundigt træt af bæverne.

DR Nyheder har været i kontakt med flere frustrerede lokale, der bor langs vandløbene, og de forklarer, hvordan stoppede vandløb og oversvømmelser er blevet en del af hverdagen.

Se Gerda Veje forklare, hvorfor hun er så træt af bæverne, og hør hendes løsningsforslag i videoen i toppen af artiklen.