VIDEO Clara sletter billeder med for få likes

18-årige Clara Molge er en af mange danskere, der jagter de såkaldte likes på sociale medier.

- Uha, der var et like. Jeg tror allerede, jeg har 15 på 11 minutter, siger 18-årige Clara Molge til veninden Victoria.

Hun har kort tid for inden lagt et billede på Instagram, hvor hun prøver en kjole i et prøverum i en tøjbutik.

De to morer sig over alle de synes-godt-om-tilkendegivelser og kommentarer, der tikker ind på Claras mobil.

Men det er ikke kun sjov, for det betyder meget for Clara, hvor mange der kan lide de ting, hun deler på sociale medier.

- Jeg plejer jo at få minimum 150 likes på mine selfies, og hvis jeg får derunder, så bliver jeg jo nok sådan lidt argh, måske ser jeg ikke lige så godt ud på det her billede, og så kan det godt være, jeg sletter det, siger hun.

Socialer medier stjæler nærværet

Clara Molge er langt fra den eneste, der bruger meget tid på sociale medier.

Ifølge en ny undersøgelse, som Epinion har lavet for DR, føler hver tredje dansker, at de er mindre nærværende på grund af sociale medier.

Hver syvende deler billeder mindst en gang om ugen, mens hver fjerde gør det en gang om måneden.

Et for stort fokus på sociale medier kan have konsekvenser for ens selvværd, hvis man begynder at definere sig selv ud fra den overfladiske respons, man får via sociale medier.

- Det er ikke i sig selv problematisk at lægge noget ud. Det, der kan være problematisk, er, hvis man bliver afhængig og lader sig styre af, hvad det betyder, når jeg lægger det her billede ud, og hvornår antallet af likes er godt nok, siger Anna Bjerre, der er psykolog og daglig leder af girltalk.dk.

Glad for anerkendelsen

18-årige Clara Molge, der til daglig går på Ørestad Gymnasium på Amager, lægger billeder op på Instagram flere gange om ugen.

Hun gør det på grund af den anerkendelse, man får, når andre tilkendegiver, at de synes godt om dit billede.

- Jeg bliver jo glad, fordi man bliver bekræftet i, at man ser godt ud på det billede, eller ens tøj sidder pænt. Eller hvis man sidder på café med pigerne, og folk siger ej, det ser hyggeligt ud, der skal vi også hen, siger hun.

Hendes telefon bliver ved med vise nye likes på billedet fra prøverummet.

- Den er oppe på 26. Det er egentlig også fint nok på under en halv time, så behøver jeg jo ikke at slette det, siger hun.

Afhængig af sociale medier

Clara Molge erkender, at aktiviteten på sociale medier og jagten på likes er blevet for meget.

- Jeg er nok allerede afhængig. For hvis jeg ikke har min telefon med i skole, så bliver jeg sådan helt, at jeg ikke kan jeg følge med i, hvad der foregår. Jeg bruger det rigtig meget og nok mere, end jeg selv synes, jeg burde, siger hun.

Den erkendelse stopper hende dog ikke, når nye billeder skal lægges op. Alt fra beskæring til udgivelsestidspunkt bliver overvejet, så flest personer vil sende et like hendes vej.

For i sidste ende betyder det meget for hende, at folk synes godt om hendes billeder.

- Jeg bliver bare glad. Hvis jeg ikke blev glad, så ville jeg jo ikke lægge det op, siger hun.

Facebook
Twitter