VIDEO Color Run-arrangør: Vi er alle lige, når vi er farvede

Flere end 10.000 mennesker løb for farverne i København. Løbet handler om at have det sjovt og danse med dem, man ikke kender.

Der er to regler:

1. Du skal have hvidt tøj på ved startlinjen.

2. Du skal være dækket af farver, når du krydser mållinjen.

Det er de simple krav, som flere end 10.000 mennesker overholdt i dag, da de løb The Color Run i Valbyparken i København.

Vokset på få år

The Color Run er en eventvirksomhed, som er startet i USA, men som er blevet et verdensomspændende fænomen med flere millioner løbere i mere end 30 lande.

En af medarrangørerne herhjemme er Christian Thomsen. Han forklarer, at løbet handler om at have det sjovt.

- Folk løber fem farvestrålende kilometer. For hver kilometer de løber, bliver de overhældt med farver, siger han og fortsætter:

- Det har en befriende effekt. Man kan slippe tøjlerne, og måske er vi alle lige, når vi alle er farvede. Så er det lige meget, om det er din nabo eller en, du ikke kender, siger Christian Thomsen.

Donerer til velgørenhed

Christian Thomsen forsikrer, at de farver, løberne får kastet over sig, ikke er sundhedsskadelige.

En af The Colour Runs fornemste opgaver er af involvere sig i velgørenhedsarbejde. De havde i starten af 2014 doneret mere end 5 millioner kroner til velgørenhed.

Se video fra det farverige løb øverst i artiklen.

Facebook
Twitter