VIDEO Cykelslangen bliver allerede brugt som udspringsbro

Selvom det ikke er tilladt at hoppe ud fra den nye københavnske cykelforbindelse, springer flere lystigt ud.

Det er ikke engang en måned siden, at københavnerne fik sig en stor, rød, snoet cykelbro, der slanger sig langs Fisketorvet, over Havneholmen og gør forbindelsen mellem Vesterbro og Amager en hel del mere overskuelig.

Allerede nu er Cykelslangen, som broen hedder, nærmest konstant fyldt med cyklister, men her i sommerheden bliver den også flittigt brugt som udspringsbro - selvom det er forbudt.

Onsdag eftermiddag stod de tre sommerferierende teenagedrenge Nicklas, Tobias og Christian klar til at hoppe i vandet fra Cykelslangen. Havnebadets vipper er nemlig ikke høje nok, forklarer de:

- Det giver et sus i maven at hoppe ud herfra. Det er det, der gør det fedt, siger Christian.

- Ja, det er også fordi, man får topfarten med, siger Nicklas.

Lavt vand

Men det er altså forbudt at springe ud fra broen. Kommunen har sat små plasticskilte op, der advarer om lavt vand. Det skræmmer dog ikke drengene:

- Det der skilt er jo helt bøjet. Det har vi slet ikke set, siger Tobias.

- Hvad synes I om, at kommunen har gjort det forbudt at springe ud?

- Det er jo nok fordi, det er en cykelsti, lyder det fra Christian. Han mener dog, det er en overreaktion, når folk advarer dem om, at det kan være usikkert at springe ud fra broen:

- Det er jo ikke fordi, de fortæller os noget, vi ikke allerede ved. Og de har jo ikke prøvet at springe ud, så hvad ved de, siger han.

Se drengene springe ud fra Cykelslangen og hør interviewet i videoen over artiklen. Klik på play.

FacebookTwitter