VIDEO Dansk gymnasieelev tjener 35.000 kroner om måneden på YouTube

Unge er i stigende grad blevet reklamesøjler på YouTube. En af dem er Julia Sofia Aastrup, som har flere end 60.000 følgere.

Med perfekt lagt makeup og lange lyse lokker, der bliver kastet fra side til side, sidder Julia Sofia Aastrup foran sit web-kamera og fortæller om en ny sending makeup, som hun netop har modtaget fra USA.

Videoen bliver lagt på hendes YouTube-kanal og når ud til tusindvis af brugere.

Som en af de danske 'youtubere' er Julia Sofia Aastrup blandt dem med allerstørst succes. Og selv om aftaler med store firmaer og sponsorater gør det til en økonomisk god forretning for den 17-årige kvinde, så er det ikke pengene, der har fået hende til at starte kanalen.

- Jeg brændte for at komme ud med et budskab, og så var der heldigvis nogle, der ville se med, fortæller hun.

Hun oprettede kanalen på YouTube for to år siden og har i dag flere end 60.000 loyale følgere. Kanalen fokuserer primært på makeup og livsstil, og den er nu blevet så stor, og efterspørgslen på hendes videoer er vokset så meget, at hun overvejer at gøre det til et fuldtidsjob.

Muligvis et fuldtidsjob

- Jeg har overvejet, om jeg skulle sætte gymnasiet på pause, for man skal smede, mens jernet er varmt, siger Julia Sofia Aastrup, som netop er færdig med 1. g.

Danskerne bruger i gennemsnit seks minutter om dagen på YouTube, viser tal fra DR Medieforskning.

Mød Julia Sofia Aastrup i videoen øverst i artiklen og hør, hvad ekspert i sociale medier Thomas Bigum mener, er årsagen til Julia Sofia Aastrup store succes.

Facebook
Twitter