VIDEO Dansk koncept vil være madlavningens Airbnb

Cook With a Local vil få fremmede folk til at mødes til madlavning på tværs af kulturer.

Forestil dig at sidde i en fremmed persons hjem og tilberede barbecue, sushi eller lammekølle.

Det nyopstartede danske internetkoncept 'Cook With a Local' forsøger at få folk til at søge tilbage til de klassiske værdier.

- Vi bruger for meget tid på selfies og sociale medier. Vi skal have folk ud og møde hinanden igen. Vi skal tilbage til en forståelse for maden, siger Christopher Pilgrim, der er medstifter af Cook With a Local.

Prisen, maden og stedet, hvor man kan arrangere en middag kan variere. Det er meningen, at man kan finde alt fra hyggelige middage til professionelle bagekurser.

- Det er både en madoplevelse. Men også en mulighed for at møde folk fra andre kulturer, siger han.

Madens Airbnb

Idéen opstod, da Christopher Pilgrim sammen med en ven besøgte Barbados, og en lokal bød dem på fødselsdagsmiddag. I starten var de skeptiske, men de blev overraskede:

- Manden stod og grillede fisk og rejer og lavede macaroni-pie på stranden. Da vi kom hjem var det den aften vi huskede, forklarer Christopher Pilgrim.

Cook With a Local har været oppe at køre i omkring et halvt år, og flere brugere kommer løbende til. Det er håbet, siden en dag kan ende som madlavningens svar på Airbnb, hvor private lejer boliger til og af hinanden.

Se hvordan Cook With a Local fungerer i videoen over artiklen.

Facebook
Twitter