VIDEO Dronning Margrethes farmor havde en uartig abe, der drak øl

Dronning Margrethes farmor havde en tam abe i et bur. Buret er blot en genstand af mange hundreder i en ny udstilling om 'Kongehusets gemmer'.

Klik på play og hør dronningen fortælle engageret om genstandene.

Helt tilbage fra kong Christian 9.'s tid i 1800-tallet og op til i dag er der blevet gemt hundredvis af genstande på loftrum og i garager rundt om på kongefamiliens slotte.

Mange af de genstande er nu blevet til en del af udstillingen "Fra Kongehusets gemmer", der åbner i morgen på Amalienborgmuseet.

Dronning Margrethe har selv været med til at udvælge flere af genstandene til udstillingen, og det har været "vældig morsomt", som hun beskriver det.

- Det er sjovt at se de ting, man selv har kendt som barn - og også som voksen. Men så er det også et meget fascinerende indblik, man får i svundne generationers liv. For når man tager det frem og begynder at undersøge, hvor det egentlig stammer fra, får man et lille miniaturebillede af, hvordan det har været, fortæller dronningen.

I udstillingen indgår over 2000 genstande, nogle af dem er sågar op mod 250 år gamle, og mange af dem har været gemt væk på loftrum i så mange år, at dronningen selv kan huske at have været på opdagelse blandt dem som barn.

- Gik man på pulterkammer og rørte ved noget, så var man kulsort. Hver gang var det bare om at vaske hænder, for man kunne ikke røre ved noget som helst, husker dronningen.

Til langt de fleste af genstandene hører en historie, og dronning Margrethe elsker at fortælle, ikke mindst om det store bur, som indgår i udstillingen.

Her boede den uartige abe Monkey. (© dr)

Buret har været gemt i mange år i garagen bag Det Gule Palæ ved Amalienborg i København. I buret boede ikke en fugl, men den tamme abe Monkey, som tilhørte dronningens farmor, dronning Alexandrine.

Aben drak gerne øl af flaske, og så brød den sig ikke om kvinder med gebis.

Se dronning Margrethe fortælle en indlevende historie om den hidsige abe, Monkey, der ikke kunne lide gebisser, herunder:

Se dronningenfortælle om udstillingens genstande i videoen i toppen af artiklen.

Udstillingen kan ses fra 22. september i år til 26. februar næste år.

Facebook
Twitter