VIDEO 'En syg forskel': Jan kommer alene til kræftskanning

Der er flere fordele i at have en pårørende med til behandling på hospitalet, men Jan Ricks fra Aalborg Ø har ikke et ret stort netværk. Og så er det svært.

For otte måneder siden var 58-årige Jan Ricks fra Aalborg Ø indlagt med en alvorlig lungeinfektion, og der opdagede lægerne små celleforandringer.

Jan Ricks lider i forvejen af en række kroniske sygdomme, og frygten for endnu en sygdom - denne gang en livstruende lungekræft - sætter gang i tankerne hos ham.

Takler tingene selv

Alligevel har Jan Ricks ikke nogen med sig, da han skal til skanning for kræft. Og det er meget typisk, at han møder op alene, når han skal undersøges på hospitalet.

- Jeg færdes jo meget alene og selvstændigt igennem livet. Så jeg er vant til at takle sådan nogle situationer selv. Nogle gange bedre end andre gange, siger Jan Ricks i andet afsnit af dokumentaren 'En syg forskel'.

Her undersøger DR Dokumentar, om der er forskel på den behandling rig og fattig får hos lægen og på sygehuset i Danmark.

Netværk vigtigt for behandling

58-årige Jan er oprindelig fra København. Han bor alene i sin lejlighed i Aalborg Øst og er på kontanthjælp.

Aalborg Øst er et belastet boligområde, og kun syv kilometer derfra ligger Hasseris, som er et velhaverkvarter.

Jan Ricks har en meget begrænset omgangskreds, og han har derfor ikke lige umiddelbart nogen at tage med i en ellers svær situation.

For udover det helt åbenlyse at have en støtte, hvis den værst tænkelige besked om en livsstruende sygdom skulle komme, så er der også noget betryggende i at have en person med til at forstå, hvad der foregår.

- Det betyder noget, om man har netværk, familie og venner i en situation, hvor man som patient er skrøbelig og udsat og måske ikke har kræfterne til det, som kan gå ind og tage over og kan være ens advokat og talerør i forhold til sundhedsvæsenet, siger Søren Paaske Johnsen, som er forskningsoverlæge på Aarhus Universitetshospital i 'En syg forskel'.

Optimismen bevaret

Men for Jan Ricks er der ikke noget at gøre. Han må selv holde styr på, hvad han får at vide før, under og efter skanningen. Og så risikerer han også at være alene med en svær besked.

- Hvis de nu finder et område, hvor der er begyndt en eller anden form for aggressiv celledeling. Jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal håndtere sådan en situation faktisk. Man bliver jo nok helt rystet, siger han.

Jan Ricks får dog en glædelig besked. Celledelingen har ikke udviklet sig til kræft. Og det var da også lige præcis det, han håbede på.

For trods svær overvægt, diabetes 2, KOL, hjerteflimmer og søvnapnø har han et godt humør og optimismen i behold.

- Der må mindst være ti gode år i mig endnu. Det tror jeg på. Man synes jo ikke, man er så gammel, siger han.

Herunder kan du se en grafisk fremstilling af de mange og meget tydelige forskelle, der er mellem to boligområder i Aalborg. Områderne ligger kun syv kilometer fra hinanden.

(Foto: Grafik: Ninni Munch Pettersson © DR Nyheder)
Facebook
Twitter