VIDEO Endnu et færge-crash: Ærøfærge knalder ind i kajen

Alle afgange blev aflyst mellem Ærø og Svendborg efter færge i dag bragede ind i kajen.

Da færgen MF Marstal, der er blandt de to færger, som pendulerer mellem havnene Svendborg og Ærøskøbing, i dag skulle lægge til i færgelejet på Ærø, gik det helt galt - for anden gang på én og samme dag.

Som det fremgår af videoen ovenfor, som DR Nyheder har fået lov at bruge af Fyns Amts Avis, sigtede kaptajnen helt ved siden af færgelejet og knaldede i stedet hårdt ind i havnekajen til stor forskrækkelse for de ventende færgepassagerer.

Tidligere på dagen fik MF Marstal en revne i siden, da den skulle lægge til i Svendborg.

- Han kommer skævt ind i Svendborg, og så var han måske lidt rystet, da han skulle lægge til i Ærøskøbing, hvor der stod mange på kajen og kiggede. Det er et hændeligt uheld, siger Jørgen Hansen, personalechef hos Ærøfærgerne.

Han fortæller, at revnen er blevet repareret, og at færgen sejler igen efter aflyste afgange fra middagstid og frem.

Andet færge-crash på to dage

Det er ikke mere end to dage siden, at Frederikshavn-færgen Stena Jutlandica med plads til 1.500 passagerer kolliderede med et stort tankskib ud for Gøteborg.

Færgen fik her en lang flænge i siden og begyndte at tage vand ind, men ifølge rederiet aldrig så meget, at det blev farligt. Derfor fortsatte færgen mod Göteborg.

Sammenstødet skete klokken 02.21 om natten, hvor flere af passagerne blev vækket fra deres søvn, da de to skibe bragede ind i hinanden. En af dem var den 44-årige familiefar Jonatan Svedmyr, der lå og sov i kahytten sammen med sin kone og deres to børn på vej hjem fra en ferie i Danmark.

- Det rystede, og der var en høj, metallisk lyd. Det føltes som, at vi var kørt på noget. Vi blev urolige, og min hustru bad mig lede efter redningsveste og –både. Det var alvorligt, og vi var skræmte, fortalte han til Aftonbladet.

I det hele taget har det ikke været et heldigt år for landets færger. I marts måned var det Samsø-færgen, der blev sat ud af spillet, da den sejlede ind i færgelejet på havnen i Sælvig. Passagererne måtte derfor finde en alternativ måde at forlade færgen på.

Færgen MF Samsø var blot begyndt at sejle på ruten to uger inden, da færgen sejlede ind i en broklap. Her måtte 57 passagerer og en hest evakueres fra skibet.

Facebook
Twitter