VIDEO Familien Rosentoft vil rejse jorden rundt på to år

Familien Rosentoft gør virkelighed af en drøm, som de ellers hurtigt kunne have pakket væk sammen med hverdagens skoletasker og madpakker. De skal nemlig sejle jorden rundt.

Verdenskortet fylder hele spisebordet hjemme ved familien Rosentoft. De tegner kuglepensblåt gennem Stillehavet og Det Indiske Ocean, mens de overvejer, om kongeriget Tonga mon er lige så vildt, som de har hørt.

Familien Rosentoft er en trup på fem: Liva på seks år, Bertram på ni, Gustav på 13 og mor og far, der hedder Cecilie og Christian.

Snart fylder verdenskortet ikke bare familiens spisebord, men hele deres tilværelse. De bytter nemlig hverdagens madpakke- og vasketøjstrummerum ud med søgang og ukendt land i sigte.

Familien har nemlig valgt at sejle jorden rundt. Den beslutning traf de en aften, hvor det hele bare blev for meget:

- Det var en aften, hvor du brækkede dig over dit arbejde, og vi havde set en udsendelse om nogle, der sejlede rundt i verden, fortæller Christian Rosentoft.

Så han spurgte Cecilie Rosentoft:

- Skal vi ikke gøre det?

Hun tænkte over det i ti minutter, hvorefter hun sagde:

- Okay, så gør vi det.

DR har fulgt familien i over et halvt år. Se med i aften i 21 Søndag, hvor du kan se meget mere til den eventyrlystne familie.

Se familien Rosentofts rejse frem til jordomrejsen i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter