VIDEO Fire gymnasiepiger: Derfor risikerer vi dårligt mentalt helbred

Krav om at få gode karakterer, være god til sport, en god søster, se godt ud og samtidig hjælpe til i hjemmet kan medvirke til dårligt psykisk helbred hos unge kvinder, mener fire gymnasiepiger.

Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil, der udkommer i dag onsdag, viser, at især unge kvinder lider af stress og depression.

Undersøgelsen er lavet blandt 160.000 danskere og konkluderer, at omkring hver tiende dansker har et dårligt mentalt helbred, og for kvinderne i alderen 16-24 er tallet næsten 18 procent.

I aldersgruppen finder man blandt andet de unge kvinder på landets gymnasier, og ifølge fire gymnasiestudiner kan det dårlige mentale helbred blandt kvinderne i denne aldergruppe skyldes, at de har rigtig mange bolde i luften på én gang.

- Man skal være god til det hele, man skal få gode karakterer, være god til sport, se godt ud og så videre, og nogle gange er det umuligt at opnå, synes jeg, siger Anne-Sophie Flennert Jensen, der går i 3.g på Haderslev Katedralskole.

- Vi er hårde ved os selv, men vi er også hårde ved hinanden. Det er en standard, som man skal leve op til, og den er der hele tiden.

- Der er hele tiden et pres, og jeg oplever tit, at selvom jeg har fået otte-ni timers søvn, så er jeg stadigvæk rigtig træt om dagen og føler ikke, at jeg kan overskue noget, siger hun.

Det kan Jennifer Borgquist fra 3.g nikke genkendende til.

- Man vil også gerne have tid til at være social, dyrke sport og alt det andet, og det kan være svært at have tid til det også, siger hun.

Svært at nå det hele

Jennifer Borgquist har haft

søvnbesvær
og har tidligere overvejet at droppe ud af gymnasiet.

- I gymnasiet er der rigtig mange afleveringer og lektier. Specielt her på det sidste halvår er der meget pres på, fordi man skal finde ud af, hvad man gerne vil efter gymnasiet og sende ansøgninger.

- Det er svært, når man også gerne vil nå alle mulige andre ting samtidig, siger hun og bakkes op af Sofie Schumüser.

- Der er pres fra skolen og forældrene om gode karakterer, man skal være den perfekte storesøster, lave mad og alt det der derhjemme. Der er mange ting, som man skal leve op til, og der er mange forventninger, siger hun.

Slap af og tag tid til dig selv

Cæcilie Kirk-Thomsen kender godt til presset og forventningerne, som går ud over søvnen og helbredet.

Ifølge hende er en mulig løsning, at man ganske enkelt bliver bedre til at koble af.

- Jeg tror, at det er vigtigt, at man tager tid til at slappe af, tage det roligt og tage tid til sig selv, siger hun.

- Man skal sørge for at slappe af med familien og komme ned i tempo, siger Cæcilie Kirk-Thomsen.

Se de fire gymnasiepiger Jennifer Borgquist, Anne-Sophie Flennert Jensen, Sofie Schumüser og Cæcilie Kirk-Thomsen fortælle, hvorfor de tror, at specielt unge kvinder får dårligt psykisk helbred, i videoen i toppen af artiklen.

Facebook
Twitter