VIDEO Folk gider ikke bekæmpe standby-strømslugeren

Smartere produkter er vejen til strømbesparelser, ikke adfærdsændringer, mener ekspert.

EU og spilkonsolsbranchen er gået ind i kampen mod standby-strøm, fortæller lektor.

Danskernes strømforbrug er stadigt stigende på trods af et stigende fokus på energimærkninger og grønne løsninger.

Det skyldes især underholdningsprodukter som tv, computer og spillekonsoller, som er firedoblet siden 2005 og nu står for op mod halvdelen af el-regningen for en gennemsnitshusstand.

- Forbrugernes krav til hvad en spilkonsol skal kunne, er nogle andre end de krav, man typisk vil have til en vaskemaskine. Man går mere op i grafik og ydeevne, forklarer lektor ved Roskilde Universitetet Thomas Budde Christensen, som forsker i mennesker og teknologi.

Thomas Budde Christensen påpeger, at EU-Kommissionen har indgået frivillige aftaler med spilkonsol-branchen, så man i fremtiden får større fokus på strømforbruget.

- Det første, de vil tage fat om, er al strømforbrug, som er forbundet med, at produkterne bare står og venter, siger han.

Standby-strømforbruget for underholdningsprodukter kan holdes nede ved at slukke, men for mange er det svært at huske.

- Incitamentet hos forbrugeren er bare for lille. Man kunne jo bare gå hen og slukke på stikkontakten, men al forskning viser, at det gør man bare ikke. Hvis man skal have energibesparelse i den her slags produkter, skal det bygges ind i produktet, mener Thomas Budde Christensen.

Se uddrag af interviewet med ham i videoen øverst i artiklen.

Facebook
Twitter